Igen: Lastbilchauffør standser spøgelsesbilist på motorvej

Det lykkedes natten til fredag en lastbilchauffør at standse en spøgelsesbilist på Falster. Heldigvis kom ingen noget til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regn, mørke og en fejltolkning af informationerne fra GPS’en var angiveligt årsagen til, at en bilist natten til fredag fik forvildet sig ind i det gale spor på sydmotorvejen og over en strækning kørte som spøgelsesbilst.

Episoden fandt sted på  Falster, hvor spøgelsesbilisten kørte mod nord i det sydgående spor. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- En lastbilchauffør opdagede spøgelsesbilisten, og ringede til os om det. Og ved hjælp af de kraftige lygter og brug af hornet lykkedes det lastbilchaufføren at få standset bilisten kort før Farøbroen, siger vagtchef Stefan Jensen. Politiet fik anmeldelsen klokken 02.00.

Får bøde

Der var tale om en 67-årig mand fra København, der i mørket havde forvildet sig ned i det gale vognspor, og som åbenbart ikke havde undret sig over de modkørende lastbiler.

- Der opstod heldigvis ikke rigtig farlige situationer undervejs. Bilerne på motorvejen kørte i første vognbane, og han kørte i anden vognbane. Men det kunne være gået rigtig galt, hvis nogen havde besluttet sig for at overhale samtidig med, at den 67-årige kom i den modsatte retning.

Politiet kan ikke sige, præcist hvor langt manden har kørt som spøgelsesbilist, men der er tale om en flere kilometer lang strækning.

Den 67-årige mand er blevet løsladt igen, men er blevet sigtet for at overtræde færdselsloven. Han vil efter alt at dømme slippe fra episoden med en bøde.

Anden gang på én uge

Episoden minder meget om en anden episode tirsdag, hvor en spøgelsesbilist blev standset af andre trafikanter på Lolland.

Her var der tale om en ældre mand, der virkede meget forvirret. 

Heller ikke ved denne episode kom nogen noget til.


Nyhedsoverblik