Begyndte til gymnastik i 1949: I år fejrer Kirsten 70-årsjubilæum

81-årige Kirsten Meyhoff fejrer i år 70-årsjubilæum som aktivt medlem i Herlufsholm Gymnastikforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvis ikke jeg holder mig i gang, så kan jeg jo ingenting. Så længe jeg overhovedet kan, så gør jeg det.

Sådan lyder det fra 81-årige Kirsten Meyhoff, som i år kan fejre 70-årsjubilæum som aktivt medlem i Herlufsholm Gymnastikforening.

Og det blev markeret til den årlige forårsopvisning i Næstved, hvor gymnaster i alle aldre gik på gulvet – og Kirsten Meyhoff var ingen undtagelse.

- Jeg er godt nok den ældste på holdet, men jeg gør det så godt, jeg kan, og så kan jeg ikke gøre det bedre, siger jubilaren.

Artiklen fortsætter under billederne.

Kirsten Meyhoff deltog i en opvisning ved den årlige forårsopvisning i Næstved.
Kirsten Meyhoff deltog i en opvisning ved den årlige forårsopvisning i Næstved. Foto: TV 2
Der blev serveret en jubilæumskage for Kirsten Meyhoff.
Der blev serveret en jubilæumskage for Kirsten Meyhoff. Foto: TV 2

Begyndte som 11-årig

Hun begyndte til gymnastik i Herlufsholm Gymnastikforening tilbage i 1949. Dengang var hun 11 år. Og hun har været i gang lige siden.

- Det har bare ligget til familien, at vi skulle være med altid. Min far har været med til at bygge hallen derovre, og min mor har været med til gymnastik og atletik. Så der er ikke nogen specielt, der har sagt, at nu skulle jeg komme, det lå bare i kortene, fortæller Kirsten Meyhoff.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kirsten Meyhoff modtog en buket blomster og gaver, fordi hun i år fejrer 70-årsjubilæum i Herlufsholm Gymnastikforening.
Kirsten Meyhoff modtog en buket blomster og gaver, fordi hun i år fejrer 70-årsjubilæum i Herlufsholm Gymnastikforening. Foto: TV 2

Og hun kunne heller ikke forestille sig en tilværelse uden gymnastikken.

- Ikke ret gerne, siger hun.

- Fordi så bliver man stiv, når man bliver gammel og ikke rigtig kan mere, hvis ikke man holder det ved lige.

Inspiration for andre

I foreningen har Kirsten Meyhoff gjort sig bemærket med sin iver og entusiasme. Og hendes eksempel inspirerer andre, forklarer Morten Skaaning, som er formand i gymnastikforeningen.

- Der er nok rigtig mange af de unge, der ikke lige kender Kirsten. Men hun er en kæmpe inspiration for os som bestyrelse og instruktørerne, siger Morten Skaaning, og tilføjer:

- Fordi hun er med til at vise, at man kan blive ved med at have gnisten og passionen for en sport eller interesse - som gymnastikken er for Kirsten, og bare blive ved. Det er fantastisk.


Nyhedsoverblik