Videnscenter: Husejere bør ikke betale for klimasikring

Oversvømmelser har flere gange ramt vores region. Her er det dele af Faxe Ladeplads, som står under vand i januar 2017. Foto: Jacob Linddahl

Opgaven med at sikre boligområder mod klimaforandringer bør ligge i offentligt regi, mener boligøkonom.

Det bør ikke være de enkelte husejere, der skal stå med regningen for at sikre sig mod stigende vandstande på grund af klimaforandringerne. 

Det mener direktør for Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen. 

Kommunernes forening, KL, foreslår ellers at hjælpe husejere, der bliver ramt af klimaforandringerne, med billige og attraktive lån til for eksempel byggeri af diger og pumpestationer. 

- Disse problemer kan ikke løses af de enkelte boligejere. En etablering af et dige er en betydelig investering, og hvis man sikrer sin grund med et dige på 500 meter, og der er brug for et på 1000 meter, så vil vandet jo bare løbe udenom, siger Curt Liliegreen. 

Bør ligge hos det offentlige

KL foreslår, at udsatte husejere skal kunne låne penge fra Kommunekredit, som er kommunernes store pengekasse. 

Lånet skal kunne optages på særligt gunstige vilkår, således at husejerne kan forberede sig på de stigende vandstande. 

Den opgave bør dog som udgangspunkt ligge hos det offentlige, mener Curt Liliegreen. 

- Det er opgaver, som også må løses i offentligt regi. Dels på grund af beløbenes størrelse, dels på grund af karakteren af investeringerne. Her kan den enkelte matrikel ikke gøre en forskel, siger han. 

Han tilføjer, at opgaven i de kommende år består i at anlægge nye boligområder uden for risikozonerne i forbindelse med lokalplanlægning. 

- Hvis vi skal løse problemet, så skal vi også forebygge, og så må vi være tilbageholdende med at udlægge nye områder som byzoner i de områder, hvor der kan komme oversvømmelser, siger han. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App