Hun har 224 kilometer til arbejde, han sætter sig op på cyklen - Nota er nu flyttet til Nakskov

14 har valgt at flytte med nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskeligheder fra Østerbro til Nakskov, mens 37 indtil videre er nyansatte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var ikke en populær beslutning.

Onsdag den 17. januar 2018 fik 4.000 statsligt ansatte besked på, at deres arbejdsplads fremover skulle flyttes væk fra hovedstadsområdet og ud i resten af landet som et led i den daværende regerings udflytningsplaner. 

En af de ramte arbejdspladser var Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, Nota, som skulle forlade Østerbro og rykke 170 kilometer sydpå til Nakskov. 

quote I starten tænkte jeg: Det er bare ikke mig, jeg skal ikke med herned. Men jeg er her alligevel, for tiden gik, og vi fik talt om det nogle gange.

Ulla Skytte, er rykket med Nota fra Østerbro til Nakskov.

Beslutningen afstedkom en lavine af frygt og frustration. De ansatte spurgte sig selv, om de kunne og havde lyst til at arbejde langt væk fra hovedstaden på Lolland, om familielivet kunne holde til det, eller om de skulle ud og lede efter nyt job.

Notas direktør spurgte sig selv, hvor mange der ville sige op, om der kunne findes ligeså kvalificerede medarbejdere på Lolland, og om nationalbiblioteket fortsat kunne holde sit høje serviceniveau for sine brugere.

Læs også
Arbejdspladsen rykker til Nakskov: Stemningen er trykket
Læs også
Arbejdspladsen rykker til Nakskov: Stemningen er trykket

Ansat cykler nu på arbejde

21 måneder senere er det en lettet direktør, Michael Wright, der gør status, efter at Nota 1. oktober flyttede store dele af virksomheden til Nakskov og ind på rådhuset i Axeltorv, hvor der fredag var åbent hus for interesserede. 

37 af de indtil videre 51 medarbejdere er blevet ansat i forbindelse med flytningen, og ansøgertallet til de stillinger, Nota indtil videre har slået op, har været højt.

- Indtil videre er det gået vældig godt i forhold til de stillinger, vi har slået op. Der har været mange kvalificerede ansøgere, og dem, vi har ansat, er vi kisteglade for, siger Michael Wright. 

Michael Wright
Læs også
Flere end 150 har søgt jobs i Nakskov: Min bekymring kan jeg godt parkere
Michael Wright
Læs også
Flere end 150 har søgt jobs i Nakskov: Min bekymring kan jeg godt parkere

Jesper Kryger er en af de nyansatte. Han arbejder i produktionen, blandt andet ved en maskine, der trykker fordybningspunkter ind på et stykke papir, som brugerne kan mærke på og derved punktlæse. 

Han bor i Vejleby på Lolland og havde i sit tidligere arbejde i Vordingborg en times transport hver vej. Da han søgte en af de ledige stillinger i Nota og fik den, måtte han i syv måneder pendle til Østerbro, før flytningen skete.

quote Min forhåbning er, at Nota kan blive ved med at fungere på det niveau, som jeg i al ubeskedenhed vil sige er meget højt

Michael Wright, direktør, Nota

- Det var barske løjer, selvom jeg havde et værelse derinde. At være væk fem dage om ugen i syv måneder, det er lang tid. Så jeg er glad for, at vi er kommet herned.

- Nu cykler jeg på arbejde, går i bad her, tager tøj på, begynde arbejdet og cykler hjem igen bagefter. Det er suverænt godt, siger Jesper Kryger.

Bor 224 kilometer væk

Ulla Skytte har arbejdet i Nota i 12 år og er en af de 14, der har valgt at sige ja til at rykke med til Nakskov. Hun bor i Hornbæk i Nordsjælland og har 224 kilometer til arbejde. Derfor har hun sammen med en kollega lejet et hus i Halsted, otte kilometer fra Nakskov.

Et skønt hus på landet, som hun siger. 

Medarbejderne har forsøgt at gøre de nye lokaler lidt mere hjemlige.
Medarbejderne har forsøgt at gøre de nye lokaler lidt mere hjemlige. Foto: TV2 ØST

Fordi Ulla Skytte er rykket med fra Østerbro, har hun indgået en aftale med Nota om at arbejde efter en særlig ugeplan, hvor hun har tre lange arbejdsdage i Nakskov, en hjemmearbejdsdag og fri den femte dag. 

- I starten tænkte jeg: Det er bare ikke mig, jeg skal ikke med herned. Men jeg er her alligevel, for tiden gik, og vi fik talt om det nogle gange.

Hvad har gjort, at du er flyttet med?

- Jeg synes, at det kunne være spændende at bygge Nota op et nyt sted, og jeg har fået nye, spændende arbejdsopgaver. Jeg ser det som et nyt kapitel for mig, siger Ulla Skytte.

Slår nye stillinger op

Nota forventer at ansætte flere medarbejdere det næste års tid, siger direktør Michael Wright, der selv pendler til Naksov fra sin bopæl på Nørrebro.  

Han bekymrer sig ikke længere om antallet af ansøgere til stillingerne, eller om nationalbiblioteket falder i serviceniveau. 

- Når du skifter 70-75 procent af medarbejderne ud på vitale positioner, er det klart, at det tager tid at komme op i gear igen.

Direktør Michael Wright håber og tror, at Nota vil komme op på tidligere serviceniveau.
Direktør Michael Wright håber og tror, at Nota vil komme op på tidligere serviceniveau. Foto: TV2 ØST

- Min forhåbning er, at Nota kan blive ved med at fungere på det niveau, som jeg i al ubeskedenhed vil sige er meget højt. Vi er nok dem, der er bedst til at servicere brugerne, og det skal vi blive ved med. Det skal vi nok også komme, siger Michael Wright.

Nota har fortsat sin IT- og lydproduktionsafdeling i København. 


Nyhedsoverblik