HTX-elev har opfundet en anti-rynkecreme - nu er hun klar til forskerfinale

Yasmin El Youssef har opfundet en creme af æbleskræller, som har ført hende til finalen i den naturvidenskabelige konkurrence Unge Forskere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er formentlig de færreste, der i en alder af 17 år bekymrer sig om rynker. Men det gør Yasmin El Youssef fra Nykøbing Falster, der til dagligt går i 2.G på Teknisk Gymnasium Lolland-Falster.

Selvom hun ikke har mange rynker i panden endnu, har hun fundet på noget anderledes at bruge æbleskræller til - nemlig en anti-rynkecreme.

- Æbleskræller indeholder nogle gode fedtstoffer, som kan binde sig til cellerne, og det gør, at afstanden kan blive mindre, og på den måde kan vi måske slippe for rynker, siger Yasmin El Youssef.

quote Jeg har måske altid været sådan en lille smule nørdet, kan man sige, men det er noget, alle kan gøre. Det handler bare om at have interessen for det, og det har jeg.

Yasmin El Youssef, 2.G, Teknisk Gymnasium Lolland-Falster

Yasmin El Youssef vil altså bruge fedtstofferne i æblerne til at fremstille en creme, der strammer huden og på den måde modvirker rynkende hud.

- Jeg har måske altid været sådan en lille smule nørdet, kan man sige, men det er noget, alle kan gøre. Det handler bare om at have interessen for det, og det har jeg, siger hun.

Æblecreme i forskerfinale

Yasmin El Youssefs tanker om rynker har ført hende og hendes anti-rynkecreme til finalen i den naturvidenskabelige konkurrence Unge Forskere, og her er det spørgsmålet, om æblecremen kan overbevise dommerne til en førsteplads.

- Jeg tør ikke at håbe for meget, men det kunne være virkelig fedt at vinde én eller anden præmie, siger Yasmin El Youssef.

Artiklen fortsætter under billedet.

Yasmin El Youssef har opfundet en creme mod rynker af æbleskræller.
Yasmin El Youssef har opfundet en creme mod rynker af æbleskræller. Foto: Mathilde Reimer - TV2 ØST

Undgår madspild

Udover at skåne den aldrende hud mod rynker er en fordel ved projektet også, at æbleskrællerne bliver genbrugt i stedet for at blive smidt ud.

- Jeg har tænkt mig at udnytte pulpen (frugtkødet, red.) fra firmaet LF Frugt. De vil gerne af med det, og så tager jeg gerne imod det, siger hun.

Styr på markedsføringen

quote Lige nu dufter denne her creme af jasmin, for mit navn er Yasmin, og hvis den skal markedsføres under mit navn, synes jeg, den skal dufte af jasmin.

Yasmin El Youssef, 2.G, Teknisk Gymnasium Lolland-Falster

Selvom anti-rynkecremen endnu ikke er testet, ved Yasmin El Youssef godt, hvad hun vil sælge den på, hvis den en dag bliver godkendt.

- Lige nu dufter denne her creme af jasmin, for mit navn er Yasmin, og hvis den skal markedsføres under mit navn, synes jeg, den skal dufte af jasmin. Men det kan være, jeg ændrer det til en æbleduft senere, lyder det fra Yasmin El Youssef.

Først gælder det dog finalen for den unge forsker. Den finder sted i Bella Centret i København fra på søndag til tirsdag.


Nyhedsoverblik