Holbæk vil styrke integrationen med sociale viceværter

Holbæk Kommune satser på at skyde flere penge i en særlig ordning, der skal hjælpe flygtninge med at blive integreret i kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Integrationen skal styrkes.

Derfor vil Holbæk Kommune ansætte flere sociale viceværter - en slags altmuligmand, der skal hjælpe flygtninge med alt fra vasketøj til at bestille tid hos lægen. 

Det skyldes blandt andet, at Holbæk Kommune i år forventer at tage imod det højeste antal flygtninge i flere år – nemlig 241.

Ordningen hedder social vicevært og en af dem er Morten Clement, som arbejder på Danhøj i Holbæk, hvor der i øjeblikket bor 18 enlige mænd, der er flygtet fra lande som Syrien og Somalia.

- Man skal hjælpe  dem med alt muligt: lappe en cykel og hjælpe dem med tidsbestilling hos lægen, siger Morten Clement og fortsætter:

- Det er sociale kompetencer, der kommer i spil, så det giver da én noget, at man er glad for at gå på arbejde og hjælpe andre mennesker.

En af flygtningene, der bor på Danhøj, hedder Naeem Husseini. Han kom til Danmark for seks år siden og bor på Danhøj på andet år. For ham er det vigtigt, at flygtninge får hjælp, når de kommer til Danmark.

- Det er meget vigtigt for de flygtninge, der kommer, at de kender deres egne regler. Men de skal også kende de danske. Der er nogen, der skal fortælle dem, hvordan man opfører sig her i Danmark, mener Naeem Husseini.

Helt konkret satser Holbæk Kommune på at udvide antallet af sociale viceværter med tre eller fem personer. Det vil ifølge Venstre-borgmester Søren Kjærsgaard fremme integrationen i kommunen.

- Det kunne være en rigtig god måde at lave brobygning for de nye borgere, der kommer og til det etablerede samfund. Vi vil rigtig gerne, at de bliver selvhjulpne fra start, og at de kommer rigtig godt i gang i deres nye boliger.

Det er byrådet, der i sidste ende skal beslutte, hvor mange nye sociale viceværter, der skal ansættes. Går det efter planen, skal arbejdet med at finde de nye medarbejdere gå i gang i løbet af marts.

Prisen for fem ekstra sociale viceværter er 1.102.500 kroner om året ifølge kommunens beregninger.

 

 


Nyhedsoverblik