Hoftepatienter kommer hurtigere ud af sygesengen

Hofteopererede skal hurtigere hjem fra sygehuset. Det ønsker de også selv, forklarer sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fejler du intet andet end den slidte hofte, som kirurgerne skifter ud med en kunstig, kan du slippe hurtigt ud af sygehuset. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

På Ortopædkirurgisk Afdeling på Holbæk Sygehus har foreløbigt en håndfuld patienter taget imod tilbuddet om at komme hjem dagen efter operationen.

Folk vil helst ikke være indlagt, så vi har lyttet til patienterne og set på, om vi kunne speede mere op. siger ledende oversygeplejerske Lotte M. Christensen

- Folk vil helst ikke være indlagt, så vi har lyttet til patienterne og set på, om vi kunne speede mere op. I forvejen skal folk op og gå med to stokke allerede på operationsdagen. Så snart kniven er væk, så er det patienternes træning, der får livet med protese til at fungere, fortæller ledende oversygeplejerske Lotte M. Christensen.

Skærer ned på indlæggelsestid

I dag er patienter, der får indopereret en kunstig hofte i Region Sjælland, typisk indlagt i alt to og en halv dag. Tendensen går mod endnu hurtigere udskrivelse.

- Det er et fuldstændigt frivilligt tilbud om at komme tidligere hjem, vi giver til patienter, der har et helbred, som tillader det, forklarer Lotte M. Christensen.

For cirka 10 år siden blev de såkaldt accelerede forløb indført, og det fik indlæggelsen ved hofteoperation til at falde fra omkring 12 dage til tre-fire dage, oplyser ledende overlæge Kim Schantz, ortopædkirurgisk afdeling, Køge Sygehus, hvor en del patienter også udskrives efter et døgn.

- Men det er ikke et mål i sig selv at forkorte indlæggelsestiden, målet er at yde så god en kvalitet og oplevelse som muligt, understreger han.

Også i Næstved

På Næstved Sygehus, der er landets tredje største afdeling for knæ- og hofteoperationer, udskrives cirka halvdelen af de hofteopererede efter et døgn. Center for planlagt ortopædkirurgi har på forsøgsbasis udskrevet ellers raske patienter allerede den dag, de har fået udskiftet hoften.

Men sammedagskirurgi har foreløbigt lidt for store omkostninger for personalet og indirekte indsatsen over for de øvrige patienter.

- Vi havde kun succes med halvdelen af målgruppen, og det var relativt ressourcekrævende. Det må vi se i sammenhæng med, at de samme patienter uproblematisk kunne være gået hjem dagen efter, påpeger overlæge Thomas Houe, der er konstitueret ledende overlæge.

Han understreger, at hoftepatienter, der gen-indlægges efter operation, typisk fejler andet. Det er altså ikke dem, der har taget imod den hurtige udskrivning.


Nyhedsoverblik