Kedelig rekord: Her holder daginstitutionerne lukket i tre uger

I Næstved holder kommunens daginstitutionerne lukket i tre uger i sommerferien. Billedet her er dog fra en privat institution. Arkivfoto. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Daginstitutionerne i Næstved Kommune holder 24 lukkedage i år - 15 af dem i sommerferien. Det gør dem til den daginstitution her i landsdelen med flest lukkedage.

Når man sender sit barn i vuggestue eller børnehave, er der stor forskel på, om institutionen også holder åbent alle de dage på et år, hvor man har brug for, den holder åbent.

I Næstved Kommune holder daginstitutionerne lukket tre uger om sommeren. I år er det i uge 29, 30 og 31. 

Det er med til at gøre, at daginstitutionerne i Næstved kommune kommer op på 24 lukkedage på et år. Det er det højeste antal blandt de 12 kommuner, TV2 ØST dækker.

Det rammer børnene og deres forældre, for du kan ikke altid bare aflevere dit barn i en anden institution

Betina Vincent Andersen, formand for BUPL Sydøst

- Det rammer børnene og deres forældre, for du kan ikke altid bare aflevere dit barn i en anden institution, siger Betina Vincent Andersen, formand for BUPL Sydøst, pædagogernes fagforening på Øst- og Sydsjælland og Lolland-Falster.

Lukkeuger rammer børnene, mener Betina Vincent Andersen, formand for BUPL Sydøst. Foto: Frederik Hagedorn - TV ØST

Send barnet i fremmed institution eller hold fri

Kun otte ud af kommunens 42 daginstitutioner holder åbent for fællespasning i de tre lukkeuger om sommeren. Det betyder, at langt de fleste forældre står med valget imellem enten at holde barnet hjemme i de tre uger, eller sende det over i en fremmed institution.

- Det er en serviceforringelse overfor forældrene, men det er også en spareøvelse, der kun fungerer i et regneark. For selvom institutionen holder lukket og personalet ikke er på arbejde, så skal de jo have løn under deres ferie, siger Betina Vincent Andersen, som dermed mener, at besparelsen istedet rammer normeringen i institutionen resten af året.

Vi sparer penge på vikarer, som vi ellers ville skulle have brugt, hvis institutionen havde åbent hele sommeren

Betina Vincent Andersen, formand for BUPL Sydøst

- Så jo flere lukkedage, jo ringere normering har man så resten af året, siger hun.

Men det er teamleder, Johnni Helt fra Næstved Kommunes Center for Dagtilbud og Skole ikke enig i.

- På den her måde får vi afviklet flest mulige medarbejderes ferie indenfor en kort periode. Det betyder, at vi sparer penge på vikarer, som vi ellers ville skulle have brugt, hvis institutionen havde åbent hele sommeren, og de ansattes ferie var spredt ud over hele sommerperioden, siger han.

Lukkeuger giver tre mio. til kommunekassen

De tre lukkeuger i sommerferien blev indført i 2015. De blev indført som en del af en række besparelser på børn- og ungeområdet.

Ifølge forvaltningens beregninger dengang, ville de tre lukkeuger give en årlig besparelse på tre millioner kroner.

- Vi havde mange institutioner, hvor der var under ti børn, der var tilmeldt pasning i nogler af ugerne i sommerferien. Men selvom der kun er ti børn, så skal der jo være fire medarbejdere på arbejde for at kunne dække hele åbningstiden, forklarer Johnni Helt.

Hos BUPL Sydøst er formanden træt af de mange lukkedage.

- Førhen havde institutionerne åbent hele sommeren, og det udnyttede personalet til bl.a. at få vasket legetøj og afviklet afspadsering, men nu er personalets ferie også låst, fortæller hun.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App