Her er medicinen, der skal redde provinsen: Elever får ekstra løn og praktikplads

Et samarbejde mellem seks virksomheder på Sydsjælland og CELF om at skaffe flere elever på Industrioperatør-uddannelsen får stor ros af eleverne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et tilbud om løn under uddannelse og en kontrakt allerede før første praktikperiode kan være det, der lokker flere til at tage en uddannelse som industrioperatør på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Det siger formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Helene Glundholt.

TV ØST kunne fredag morgen fortælle, hvordan seks virksomheder på Sydsjælland og Lolland-Falster er gået sammen om at tilbyde en særlig gylden pakke til elever, der vælger at tage en særlig uddannelse i området målrettet industrioperatører.

quote Den sikkerhed, der følger med det her tilbud, vil sikre mange ansøgere

Martin Rupp Dyhr-Nielsen, industrioperatørelev 

- Vi mener, at der er tale om en rigtig god ide. Det kan få flere til at vælge en faglig uddannelse – og det kan være præcis det, der løser problemerne med manglen på industrioperatører hos selskabet, siger Helene Glundholt.

Står for at styre robotter og vedligeholdelse

Det er industrivirksomhederne Hardi, Haribo, Lhoist, Ardo, Viking Malt og Allsteel der er gået sammen med CELF om uddannelsen, der skal skaffe flere af de såkaldte industrioperatører på Sydsjælland, Lolland og Falster.

Operatørerne tager sig af den industrielle produktion, og kan eksempelvis stå for at styre robotter eller foretage vedligeholdelse af de store maskiner. 

Sikkerheden er afgørende

Martin Rupp Dyhr-Nielsen fra Nørre Alslev er færdig som industrioperatørelev om syv måneder, og har således for flere år siden valgt faget trods manglen på lokkemidler.

quote Hvis unge skal rejse langt væk eller til en større by for at uddanne sig, så ser vi tit, at de efter endt uddannelse ikke flytter tilbage

Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef hos Dansk Industri

Han bruger dagen på at vedligeholde de store maskiner på Hardi, der producerer dele til landbrugets sprøjtemaskiner, og han er ikke i tvivl om, at tilbuddet vil sikre ham mange nye kolleger.

- Den sikkerhed, der følger med det her tilbud, vil sikre mange ansøgere, vurderer han.

Sådan arbejder de på Hardi

TV ØST programmet Fabrikken besøgte for nylig Hardi. Se hvordan de arbejder i linket her.

Kan redde lokale lokalområder

Hos Dansk Industri mener man, at tilbuddet er den helt rigtige vej at gå for virksomhederne at gøre det ekstra attraktivt at tage en uddannelse i lokalområdet.

- Det, som er så fint ved det her initiativ, er at det uddanner folk der, hvor virksomhederne mangler ansatte. Hvis de unge skal rejse langt væk eller til en større by, så ser vi tit, at de efter endt uddannelse ikke flytter tilbage. Det problem er der ikke, hvis man uddannes i lokalområdet, siger Lone Folmer Berthelsen, der er erhvervsuddannelseschef hos Dansk Industri. 

Hun mener, at det samtidig kan være vejen frem, at virksomheder gør mere for at sikre faglærte.

- Der er mange virksomheder, der begynder at mangle lærlinge. For bare nogle år siden, så kom de næsten af sig selv. Sådan er det ikke mere. Derfor er det godt, at gøre en ekstra indsats for at sikre de medarbejdere, som virksomhederne har brug for, siger Lone Folmer Berthelsen.

Modellen er set andre steder

Aftalen mellem CELF og de seks virksomheder er ikke unik.

Man har flere andre steder i landet set lignende ordninger. Alligevel, så er det noget, som eleverne vil følge tæt.

quote Der er brug for nytænkning

Helene Glundholt fra Erhvervsskolernes Elevorganisation

- Jeg tror ikke, at mange unge vælger fag efter, om der er løn under uddannelsen eller om der følger en kontrakt med. Men hvis nogen vakler mellem to uddannelser, så kan det være det, der gør forskellen. Og det er klart, at uddannelsen er mere attraktiv på denne måde, siger Helene Glundholt fra Erhvervsskolernes Elevorganisation.

- Når virksomheder skriger på arbejdskraft i et område, så er det eneste vi ved med sikkerhed, at der ikke kommer til at ske noget, hvis vi gør, som vi plejer. Der er brug for nytænkning, som vi eksempelvis ser her, siger hun.


Nyhedsoverblik