Fagforening: Hellere skæv konkurrence end dårligt arbejdsmiljø

Der skal ikke slækkes på kravene til arbejdsmiljø herhemme, for at skabe bedre konkurrencevilkår, mener fagforening. Knudsen Extrusion i Præstø efterlyser mere ens regler om arbejdsmiljø i EU, som ikke er konkurrenceforvridende. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

Der skal ikke slækkes på reglerne og arbejdsmiljø, selv om det giver dårligere konkurrenceevne, mener fagforening. Dansk Industri er enig.

Hos Knudsen Extrusioni Præstø bliver der blandt andet lavet plastrør og plastslanger. Mange af produkterne bliver solgt i EU. Og det er direktør Peter Rosenkrands generelt glad for. Men han har én anke, når det gælder EU. Og det er, når reglerne i medlemslandene ikke er ens.

Det er jo ikke for sjov skyld, vi har sat standarterne der, hvor vi har sat dem

Mads Andersen, gruppeformand, Industrigruppen i 3F

- Hvis mine konkurrenter ikke skal opfylde de samme krav, kan de reelt levere et produkt, der er mindre kostbart, end det jeg skal levere, sige direktøren for Knudsen Extrusion.

I Danmark har vi regler for arbejdsmiljø, som er mere strikse end i mange andre lande. For eksempel må en medarbejder max løfte 13-15 kilo. Derfor har Peter Rosenkrands været nødt til at købe et løftesystem til de sække, han får nogle af råvarerne hjem i. De vejer nemlig 25 kilo - og det må en medarbejder ikke løfte. En ekstra udgift for virksomheden, som en konkurrernde virksomhed i et andet land ikke behøver at have, fordi der ikke er sat en grænse for, hvor meget en medarbejder må løfte.

Ens regler

Derfor efterlyser Peter Rosenkrands ens regler i alle lande for at skabe lige og fair konkurrence. Ganske forståeligt, mener gruppeformand i Industrigruppen i fagforbundet 3F, Mads Andersen. Men så må de andre lande oppe sig og komme på niveau med Danmark.

Det vi oplever, er ikke nødvendigvis, at det handler om, at reglerne er forskellige i landene, men at det i høj grad er om de bliver håndhævet

Anders Just Pedersen, arbejdsmiljøchef, DI

- Skulle vi lave et dårligere arbejdsmiljø for at nå et fælles mål? spørger Mads Andersen og svarer selv:

-  Nej, det handler selvfølgelig om, at politikerne i de andre lande skal arbejde for at få sat nogle standarter for arbejdsmiljøet, så vi ikke bliver slidt ned på vores arbejde, men faktisk har et godt både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Det er jo ikke for sjov skyld, vi har sat standarderne der, hvor vi har sat dem. Dem har man jo sat ud fra meget lang erfaring i forhold til, hvordan kroppen kan tåle at løfte ting, siger Mads Andersen.

DI: Man skal ikke konkurrerer på arbejdsmiljø

3F bliver bakket op af Dansk Industri, som også godt kan se, at det ikke gavner danske virksomheders konkurrencevilkår, at der ikke er samme regler, når det handler om arbejdsmiljø i hele EU.

- Det er ikke fair. Vores holdning er, at man ikke skal kunne konkurrere på dårligt arbejdsmiljø. Og når vi snakker om regler om kemi, så må man sige, at de skal være funderet på en faglighed, der siger, hvad der er et sikkert niveau at arbejde på. Det er jo ikke til diskussion, om du arbejder i Frankrig, Bulgarien eller Danmark. Så vi har den holdning, at sådan nogle regler skal være fælleseuropæiske og på et højt forsvarligt niveau, siger Anders Just Pedersen, arbejdsmiljøchef i DI.

Mads Andersen medgiver, at det kan give en unfair konkurrence for virksomheder, der holder til inden for EU's grænser. Men det ændrer ikke på holdningen om, at de andre lande må oppe sig. Der skal ikke slækkes på kravene til de danske arbjdsmiljøregler.

Og er det konkurrenceforvridende? Ja, det er det

Mads Andersen, gruppeformand, Industrigruppen i 3F

- Jeg kan sagtens forstå, han (direktør for Knudsen Extrusion, Peter Rosenkrands, red.) føler sig lidt snydt. Men det ænder ikke ved, at de standarder vi har sat ved eksempelvis løft og brugen af kemiske stoffer, dem har vi sat ud fra nogle faktuelle oplysninger om, hvordan du bliver belastet af de her ting, forklarer Mads Andersen.

- Er det konkurrenceforvridende? Ja, det er det. Men det er det, fordi for eksempel Spanien har nogle dårligere forhold for arbejdsmiljøet. Det er ikke ensbetydende med, at fordi de har det, så skal vi gå på kompromis og sænke vores standarder for arbejdsmiljø. Det vil jo være helt tåbeligt, når vi har sat standarderne ud fra fakta, siger Mads Andersen.

Reglerne skal håndhæves

Anders Just Pedersen fra DImener, det ikke nødvendigvis er reglerne i de forskellige lande, der skal kigges på. Mere om de regler, der nu er, også bliver håndhævet.

- Det vi oplever er ikke nødvendigvis, at det handler om, at reglerne er forskellige i landene, men at det i høj grad er om de bliver håndhævet. Der ser vi en meget stor forskel på, at vi i de nordiske lande, har et meget højt håndhævelsesniveau – altså hvor vi forsøger at efterkomme reglerne..

- Hvis du kigger mod øst og syd i Europa, så er kontrollen i form af et arbejdstilsyn et sjældent syn. Man håndhæver nok ikke reglerne på samme måde, siger Anders Just Pedersen fra Dansk Industri.

Alle er sådan set enige om, at reglerne bør være ens i alle lande, og at det ikke er de danske arbejdsmiljøregler, der skal slækkes på.

Men hvor stiller det så Peter Rosenkrands og hans virksomhed Knudsen Extrusion?

Anders Just Pedersen fra Dansk Industri har et simpelt godt råd til direktøren.

- I forbindelse med valget her, skal man jo appellere til de politikere, der vil arbejde for, at man får fælles regler. Men også at man får et ensartet håndhævelsesniveau på tværs af Europa, siger arbejdsmiljøchefen.

En plastslange bliver til hos Knudsen Extrusion i Præstø Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Knudsen Extrusion i Præstø fremstiller plastslanger og rør. En del af produktionen bliver solgt på det europæiske marked. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

Plastslange fremstillet under danske arbejdsmiljøregler hos knudsen Extrusion i Præstø. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App