Majken Ludgvigsen er 40 år, men langt fra fed og færdig.
Det er lidt tortur, når man er på stram diæt
Med en vægt på 53 kilo og en fedtprocent på syv er bodybuilderen fra Ringsted fit for fight.
I lørdags viste hun musklerne frem til verdensmesterskaberne i bodybuilding i New York.
- Jeg håber på at komme hjem med en medalje, og jeg forventer at få en god placering, for jeg har aldrig været i så god form, som jeg er i nu, sagde Majken Ludvigsen forud for mesterskaberne.
Og det lykkedes. Majken Ludvigsen vandt i kategorien Masters Bodybuilding og fik en tredjeplads i Open Bodybuilding.
Trænede sig op af et sort hul
Majken Ludvigsen har altid været fysisk aktiv, men det har ikke altid været i fitnesscenteret.
Hun dyrkede gymnastik som barn og boksning som ung.
VM i Bodybuilding
Det er forbundet WNBF (World’s Natural Bodybuilding Federation), der står bag verdensmesterskaberne i bodybullding, som i år fandt sted i New York.
Konkurrencen er både for mænd og kvinder. Alle skal have foretaget en løgndetektortest til indvejningen, aflægge urinprøve og spraytan-produkter til at fremhæve muskler er forbudt.
Præmiepuljen lyder på 400.000 kroner.
For fem år var hun midt i en hård periode som alenemor til to. En personlig træner tilbød et spark bagi, og så blev vægttræning hendes redning.
- Det startede med en nedtur i mit liv, hvor det hele bare var sort. Så fandt jeg ud af at styrketræning kunne hjælpe mig op af det der sorte hul, siger hun.
- Det giver mig en masse ekstra energi, og det gør mig glad. man udløser endorfiner, når man træner, og så gør jeg det sammen med min mand, så vi har noget fælles sammen, siger Majken Ludvigsen.
Blod, sved og kys
I fitnesscenteret fandt Majken Ludvigsen kærligheden. Både i vægtskiverne og i Martin Ludvigsen, der også har stillet op til konkurrencer i bodybuilding. Parret styrketræner sammen, og sidste år giftede sig i Las Vegas.
- Han betyder alt. Han er min mand og min træner, og han støtter mig hundrede procent i min træning, siger hun.
- Det (styrketræning, red) er vores ting, og der er ikke noget federe end at kunne gå ned og træne sammen efter en arbejdsdag, tilføjer Majken Ludvigsen.
Ingen hotdogs
Majken Ludvigsen vejer 53 kilo og har en fedtprocent på syv. Hun tager i fitnesscenteret fem-seks gange om ugen, og den strenge diæt består typisk af græsk youghurt, hytteost, kylling, ris og grøntsager.
Og det kan være en udfordring, når man til dagligt står i Ringsteds nye - og eneste - pølsevogn.
- Det er lidt tortur, når man er på stram diæt, men det fungerer fint, og det er ret hyggeligt, fortæller hun.
Majken Ludvigsen oplever, at flere og flere kvinder stiller op til konkurrencer i bodybuilding, men hun mærker stadig til fordommene.
- Nogle synes, det er super fedt, nogle synes, man ligner en mand. Der er nogle, der slet ikke kan forstå det og synes, det er sygeligt og en flugt fra virkeligheden at træne på den måde, siger hun og tilføjer:
- Men det giver mig en hel masse. Jeg kan godt lide at have muskler, og jeg kan godt lide at være hakket.