To grove overfald på psykiatrihospital

03:18

Efter to voldelige overfald på Oringe, så melder to sygeplejersker i psykiatrien sig nu ind i debatten. De frygter for både personalets og patienternes sikkerhed:

Det var her på Psykiatrihospotalet Oringe i Vordingborg at overfaldene fandt sted. Foto: TV ØST

1 af 2

I ugens løb har personale på Oringe to gange været udsat for voldelige overfald fra patienter. Nu indsættes der ekstra mandskab og vagter.

Fremover vil der være ekstra personale og vagter til stede døgnet rundt, blandt andet på det psykiatriske hospital Oringe. Det sker efter to forskellige episoder i denne uge, hvor personalet er blevet angrebet af patienter med spidse genstande.

- De er jo ret chokerede over de hændelser, der har været den forløbne uge. De føler, at de faktisk har advaret mange gange tidligere omkring, at der var et problem omkring sikkerheden, siger Ulla Birk Johansen, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland.

Angreb med kuglepen

Natten til onsdag forsøgte en patient at slå en ansat på psykiatrihospitalet Oringe ihjel med en hæklenål. Og torsdag angreb en anden patient personalet med en kuglepen som våben.

Episoderne kommer sideløbende med at vi de sidste dage har fortalt om episoder, hvor psykisk uligevægtige personer har skabt livstruende situationer flere steder i regionen.

- Der er desværre opstået en "der skal lig på bordet"-kultur på vores afdelinger. 

Situationerne har skabt debat om kvaliteten af psykiatrien i Region Sjælland. Og efter de voldelige overfald på Oringe melder to sygeplejersker i psykiatrien her i regionen sig nu ind i debatten. De frygter for både personalets og patienternes sikkerhed.

- Der er desværre opstået en "der skal lig på bordet"-kultur på vores afdelinger. Det skal gå galt, grueligt galt, før vi ændrer noget, siger en.

- Det går ud over sikkerheden, når der kun er måske to ansatte på en vagt, fortæller en anden.

Begge sygeplejersker er bange for at miste deres job, og derfor ønsker de at være anonyme. Men deres kritik af det psykiatriske system er klar. For eksempel er der ofte utryghed i de uger, hvor de ikke må tvangsmedicinere nye patienter.

- Mens personalet så venter på dette, er patienterne som tikkende bomber på afdelingerne. Det kan til en vis grad håndtere - hvis altså afdelingen er tilpas bemandet, siger en af sygeplejerskerne.

Mangler flere hænder

Problemet er, lyder det samstemmende, at bemandingen ikke er tilpas. Og det var da også ifølge vores oplysninger en nytilkommen patient, der angreb personale på Oringe med en hæklenål.

Ledelsen har indskærpet overfor medarbejderne, at de ikke må udtale sig til medierne om sagen. Ikke engang fælledstillidsmanden har vi kunnet få til at sige noget til os. Men det vil deres fagforening gerne. De er i tæt kontakt med personalet. Og de er enige i, at sikkerheden på afdelingerne er for dårlig.

- Det er sådan inde på afdelingerne, at der sker utroligt meget. Der sker markant mere, end der har gjort i en lang årrække. Og det er også meget voldsommere ting, siger Ulla Birk Johansen.

- Vi har gjort opmærksom på det flere gange, og vi har haft møder med dem (Psykiatriledelsen red.) flere gange omkring de her forskellige forhold.

Og ifølge hende, er det ikke kun er på Oringe, at der er problemer med sikkerheden.

- En del af udfordringen er jo at det for en stor del er retspsykiatriske patienter som er i de alment psykiatriske afdelinger. Og det betyder jo, at den normering er jo slet ikke svarende til den patientgruppe.

Vagter skal skabe tryghed

Region Sjælland har efter de voldsomme episoder på Oringe altså nu valgt at øge bemandingen med to personer på én afdeling i både Roskilde, Slagelse og Vordingborg - her skal de mest udfarende patienter fremover være. Og der vil vagtfirmaet G4S blive tilknyttet. Og Søren Bredkjær, der er vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland, regner med, at det vil aflaste de andre afdelinger, og give mere tryghed.

Det personale, som vi har talt med i dag siger, at det er ikke nogen hemmelighed, at de har været utrygge, de har ytret bekymringer omkring sikkerheden, og at de har været for få. Hvorfor skal der sådan nogle voldsomme episoder til, før I gør noget?

- Det synes jeg ikke er rigtigt. Vi har hele tiden grebet ind, når vi har hørt fra personalet. Men det, vi har oplevet lige her, det er en massiv ændring, der er sket, selvfølgelig, at der har været de her to tilfælde, plus der har været et tidligere. Og det gør selvfølgelig, at vi er nødt til at gøre noget ekstraordinært. Men ellers skal det ikke være utrygt, og personalet skal ikke opleve, at det er utrygt. At gå på arbejde. Så skal vi gøre noget.

Men der har jo været problemer, siden det ender som det gør, har der ikke det?

- Jo, og en af udfordringerne er jo, at vi har en retspsykiatrisk afdeling I Slagelse, hvor kun 31 ud af 50 senge er åbne lige nu. Og det er fordi, at vi mangler at kunne rekruttere læger. Det arbejder vi hårdt på. Men det gør så, at vi ikke kan flytte de retspsykiatriske patienter til Slagelse, så vi er nødt til at have dem på de andre afdelinger. Og det er det, vi nu gør ekstra ved, at vi på alle de andre almenpsykiatriske afdelinger placerer ekstra personale for at kunne håndtere det her.

Kortsigtet løsning

Sygeplejerskerne vi har talt med i dag, er glade for, at der nu endelig bliver lyttet til dem omkring problemerne. Men de mener, at det er en kortsigtet løsning.

Regionen forventer, at det ekstra personale vil være nødvendigt i de næste seks måneder. Derefter håber de at have åbnet alle de retspsykiatriske pladser i Slagelse - og at det vil lette lidt af presset på de almene afdelinger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App