Glemt gravhøj fra bronzealderen overrasker arkæologer

01:34

Sådan så det ud, da man udgravede gravhøjen ved Sorø. Video: Peter Kryger - TV ØST

En undselig høj i en plantage ved Sorø har vist sig at indeholde en særdeles velbevaret stensætning fra den tidlige bronzealder.

Den har ligget ensom hen i flere tusind år.

Men nu har en lille gravhøj i en skov ved Sorø vist sig at gemme på en lille hemmelighed. Gemt under græs og bevoksning på højen lå nemlig flere kunstfærdige stensætninger. 

Det fortæller Hugo Hvid Sørensen fra Vestsjællands Museum til TV2 ØST.

Gemt i højen har vi fundet de smukke og meget velbevarede stensætninger fra den tidlige bronzealder

Hugo Hvid Sørensen, Vestsjællands Museum

Der er tale om en relativ lille gravhøj, der igennem årene både har været udsat for pløjning, og som de sidste mange år har været bevokset af træer. Den skal udgraves nu, da jorden snart skal omdannes til grusgrav.

- Vi havde ikke ret høje forventninger, da vi startede med at udgrave højen. Men det har vist sig at være forkert. Gemt i højen har vi fundet de smukke og meget velbevarede stensætninger fra den tidlige bronzealder, siger Hugo Hvid Sørensen.

Udgravet i hemmelighed

Udgravningen er blevet gennemført i hemmelighed, da man ikke kunne udelukke, at der kunne ligge både betydelige fund og værdier i højen, som man har set det fra blandt andet jyske høje. Det er dog ikke tilfældet, siger han.

- Vi har jo set andre steder, at nogen får gode ideer omkring arkæologiske udgravninger, og som har gravet i gravhøje og den slags. Så vi har ikke ønsket mange herud. Nu er det imidlertid ikke hemmeligt mere – der er hverken guld eller glimmer i den her høj, siger Hugo Hvid Sørensen.

Stenene ligger i cirkler udenom, indeni og ovenpå højen. Fra den tidlige bronzealder er bevaret en række vidnesbyrd om ritualer og skikke, der kan henføres til tidens sol-religion – og de kunstfærdige stensætninger på højen skal muligvis ses i det lys.

Døde blev brændt

Nogle af Danmarks flotteste fund fra bronzealderen er blevet fundet i bevarede egetræskister i lignende høje i Jylland. Her er den mest prominente Egtvedpigen, hvis hår og tøj er bevaret helt frem til i dag.

Der var dog ingen egetræskiste, men en urnegrav og en brandgrav.

At der ikke er tegn efter kister tyder på, at der er tale om en lidt senere grav.

- Gravkulturen ændrede sig, og i stedet begyndte man at brænde de afdøde. Der er mange spekulationer om, hvorfor det endte sådan. Skikken med at brænde folk breder sig fra Sydeuropa og herop i løbet af bronzealderen. Hvorfor man vælger at brænde folk, det er svært at gætte på. Det er nok noget kulturelt, og noget med det, man tror på, siger Hugo Hvid Sørensen.  

Arbejdet med at udgrave højen er nu inde i den absolutte slutfase. Der resterer kun et omfattende arbejde med at udtage videnskabelige prøver og med at si jorden omkring gravene igennem efter de sidste rester af fund.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App