Giv noget tilbage til dit kæledyr - konkurrence hylder hverdagens pelshelte

Er dit kæledyr - eksempelvis en hund - en hverdagshelt? Så nominer det til Danmarks Dyrehelt 2019. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

For femte år i træk foregår den landsdækkende kampagne Danmarks Dyrehelt, der sætter fokus på at fejre de kæledyr, der gør en forskel.

Har du en kat, hele nabolaget elsker?

Giver din hest unikke oplevelser for store og små?

Spreder din trofaste hund tryghed og godt selskab i børnehaven eller på plejehjemmet?

Så er det nu, du skal fatte pennen og finde kameraet frem og indstille dit kæledyr til Danmarks Dyrehelt 2019.

Tre regionale vindere skal findes i Jylland, på Fyn samt Sjælland og øerne, før den endelige vinder kåres i uge 44. I dommerkomiteen i finalen sidder blandt andre tv-vært og dyreelsker Puk Elgård. 

Jeg glæder mig helt utroligt til at læse mange rørende historier igen i år

Puk Elgård, tv-vært

- Jeg vil gå meget langt for at hjælpe mine dyr, og jeg ved, at mine dyr vil gå langt for at hjælpe mig. Det var fantastisk at se det livgivende bånd mellem dyr og ejer, da vi ledte efter sidste års dyrehelt, og jeg glæder mig helt utroligt til at læse mange rørende historier igen i år, siger Puk Elgård i en pressemeddelelse.

5.000 kroner i spil

Den landsdækkende kampagne er arrangeret af Agria Dyreforsikring og foregår for femte år i træk.

Sidste år løb besøgsponyen Laban fra Nordjylland med titlen for det særlige nærvær og glæde, han spreder på plejehjem i regionen. I 2017 vandt hunden Molly fra Odense titlen for sin hjælp og støtte til børn med læsebesvær og som besøgshund for ældre.

Der er 5.000 kroner til de regionale vindere, mens den landsdækkende vinder belønnes med 20.000 kroner. Pengepræmierne skal doneres til dyrevelgørenhed. 

Tidsplan for Danmarks Dyrehelt 2019

  • Jysk vinder kåres i uge 40
  • Fynsk vinder kåres i uge 41
  • Vinder fra Sjælland og øerne kåres i uge 42
  • Danmark stemmer i uge 43
  • Hele Danmarks Dyrehelt 2018 kåres i uge 44

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App