Gavnø inviterer til biltræf

I dag inviterer Gavnø Slot til Danmarks største veteranbilshow.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

150.000 hestekræfter, 4.500 dæk, 400 kølerfigurer på i alt 1.000 klassiske køretøjer er traditionen tro samlet i slotsparken på Gavnø Slot ved Næstved i dag, når der inviteres til Gavnø Classic Autojumble.

I dag viser bilentusiaster fra ind- og udland deres kæreste eje frem.

- Det er sådan en skøn familiedag. Bilentusiaster nyder at vise deres kæreste eje frem og dele oplevelsen med andre, der deler passionen. Der udveksles historier og beundres biler til den helt store guldmedalje. Og publikum bare elsker det – de griner og beundrer både biler og påklædning. Det er i den grad a trip down memory lane, siger baronesse Helle Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, som også selv er til stede til arrangementet i dag.

250 biler i 1988

Veteranbilshowet er en tradition, som startede på Gavnø Slot i 1988, hvor 250 klassiske køretøjer tog plads i parken. Når det netop er veteranbiler, der udstilles, er det langt fra tilfældigt. Baron Otto Reedtz-Thott er nemlig en bilentusiast ud over det sædvandlige. Allerede som 18-årig kørte han sit første ræs. Forrige år vandt han Le Man Classic, og det er ikke nogen hemmelighed, at garagen huser en imponerende samling af baronens egne klassiske køretøjer.

Hvert år tegner Otto Reedtz-Thott selv årets plakat til veteranbilshowet, hvilket er blevet til lidt af et samlerobjekt for mange af de deltagende. Også baronen og baronessens tre børn – Eloise på 7, Holger på 9 og Ludvig på 11 år – er begejstrede for faderens påfund.

Især Holger spiller en særlig rolle – han sælger slikposer, vand og muffins i sin helt egen bod.

Alle indtægter fra dagen går ubeskåret til at vedligeholde Gavnøs fredede bygninger og historiske samlinger.

Turistdirektør er glad

Turistdirektør i SydkystDanmark, Martin Bender, er begejstret over, at Gavnø Slot er trækplaster for så mange turister.

- Jeg er meget imponeret over, at Gavnø Slot formår at stable så stort og flot et familiearrangement på benene år efter år. Det betyder meget for lokale borgere såvel som for de mange tilrejsende gæster.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 


Nyhedsoverblik