KRAS sætter fokus på gamere: Gaming er mere end vold og energidrik

21-årige Mathilde fandt det fællesskab hun manglede i gamingen. (Collage: Jacob Viuf Overgaard).

Mathilde blev hevet ud af skabet som bare 13-årig og følte sig anderledes. Men hun fandt et nyt fællesskab i computerspillet Overwatch.

21-årige Mathilde Rosendahl Wadstrøm blev presset af hendes klassekammerater til at tage stilling til hendes egen seksualitet, selvom hun egentlig ikke havde fået mærket ordentlig efter og fundet ud af, hvem hun var endnu.

Samtidig havde Mathilde fået en håndboldskade og hun manglede virkelig et fællesskab, hvor hun kunne være sig selv. 

Mathilde gik derfor ind på sit favorit computerspil Overwatch og trænede sig bedre i spillet og oprettede samtidig en LGBT-gruppe.

Den gruppe blev det fællesskab, som Mathilde manglede og kunne spejle sig i.

21-årige Mathilde spiller Overwatch på Esports-linjen på Bosei Højskole ved Præstø. (Foto: Mikkel Rise).

I Mathildes LGBT-gruppe i Overwatch havde de ikke kun spillet til fælles. De kunne også dele udfordringer i deres liv, som de kunne genkende og relatere sig til, fordi de alle havde mødt verden med en seksualitet, der af nogle blev opfattet som anderledes.

Tog den digitale accept med sig ud i virkeligheden

Det at føle sig accepteret tog Mathilde også med ud i sin dagligdag uden for spillet og her følte hun sig mere sikker og mere tilpas med den, hun var.

For nu vidste hun, at der altid ville være nogle, som accepterede hende - uanset hvordan hun gik rundt og havde det.

Mathilde mener, at netop gaming-miljøet har den effekt for mange.

Mange gamere har en sammenlignelig historie om at føle sig udenfor i det fysiske nærmiljø, føle sig anderledes og have andre interesser, end dem som går ud og sparker til en fodbold.

Mathildes historie står ikke alene

Mathildes historie om, hvad gaming kan og hvilken betydning den kan have for unge, står ikke alene.

I hele november måned 2019 sætter TV2 ØST's ungdomsredaktion KRAS - TV2 ØST fokus på gaming og gamification på gamernes egne præmisser.

For hvad kan gaming? Hvorfor er det fedt? Hvilken betydning har det for unge og deres identitetsdannelse? Og hvordan forholder gamere sig til alle de fordomme, som de hører igen og igen?

Vi har fået fire åbenhjertige unge til at fortælle deres personlige historie om at være gamer:

  • Mathilde om gamingen som et fællesskab, der accepterede hende, som den hun er.
  • Marcus om at være bare 16 år gammel og tro på, at han kan nå til tops i Counterstrike i Danmark.
  • Hannah om at være kvinde i Esport og hvorfor kvinderne skal til at tro mere på sig selv.
  • Isak med drømmen om at designe spil til hele verden som uddannet spiludvikler.

Du kan se alt indhold fra KRAS - TV2 ØST's tema om gamere løbende her på www.tv2east.dk/kras eller se gamer-portrætterne allerede nu på KRAS' YouTube-kanal lige her.

Mathilde går i dag på Bosei Højskole i Præstø, hvor hun er holdkaptajn på et Overwatch-hold.

Om Bosei højskole:

Bosei var den første idrætshøjskole med eSport og er i dag den eneste med flere hovedlinjer i eSport - nemlig i spillene League of Legends, CS:GO og Overwacth.

 

Bosei Højskole ligger ved Præstø og deres hovedfokus på Esportslinjen er at lære at samarbejde som hold og at udnytte hinandens styrker med kommunikationen i fokus.

 

På højskoleopholdet kigges der også på fremtidige karrieremuligheder, der udbydes uddannelse til Esportstræner og der er reflekterende undervisning om, hvad gaming kan og hvorfor man gamer.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App