Gårdbutikker må overvåge deres kunder

Flere små gårdbutikker og vejboder oplever, at deres varer forsvinder, uden de bliver betalt for – og det har fået gårdejerne til at sætte overvågningskameraer op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nye danske kartofler, gårdæg og hjemmelavede marmelader er mange steder at finde ved de danske landeveje eller i små selvdrevne gårdbutikker. Desværre for gårdejerne så oplever de, at folk tager deres varer uden at betale for dem, eller at pengekassen bliver taget.

Det har fået dem til at tage mere drastiske metoder i brug; overvågning.

- Vi synes bare, det er den bedste måde, vi kan sikre os på. Vi går benhårdt efter folk, hvis vi tager nogen i at stjæle fra os på vores videoovervågning – uanset om det er for et lille beløb eller et stort beløb, så bliver de anmeldt, siger Kirsten Nielsen, der er ejer af Lammefjordens Spisekammer.

Også Nørbys Grøntsager i Klippinge har opsat synlig overvågning ved deres økologiske varer. 

- Vi har problemer med kunder, der glemmer at smide penge i kassen. Det kan være en stor fristelse med en butik uden personale lige at snuppe et par grøntsager med, eller tage penge fra kassen. For at forhindre det, så har vi hængt kamera op - og det har også hjulpet, siger Nikolaj Thomsen fra Nørbys Grøntsager.   

Låser deres ting inde

Fordi Lammefjordes Spisekammer, der ligger i Fårevejle, oplever en del svind, så er de nu også begyndt at låse mere ”værdifulde” ting ind. Det er for eksempel marmelader, olier og øl.  

- Det er jo ikke nødvendigt, men vi mener, at vi er nødt til at passe på vores ejendele bedst muligt. Vi har selvfølgelig også en masse ærlige kunder, så det er faktisk også for at beskytte dem for at blive unødigt mistænkt, siger Kirsten Nielsen. 

Du kan se mere i programmet: Mad med Mads og David i aften 19.55 på TV ØST. 


Nyhedsoverblik