Danske krabber truet: Invasive krabber vælter frem

De invasive krabbearter opbevares netop nu i Mette Mikkelsens kummefryser. De bliver nu sendt til analyse på Zoologisk Museum. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

De havde håbet, at vinteren tog livet af de invasive krabbearter i fjorden. Men nu viser det sig, at krabberne er der endnu. 

Solens stråler får overfladen på Dybsø Fjord til at blinke, og bådene duver let i vandoverfladen. Herfra tager Mette og Søren Mikkelsen, der er fritidsfiskere, cirka to gange om ugen ud på fjorden i deres båd for at fiske efter rejer. 

Allerede sidste år opdagede de flere krabbearter i deres net, som de ikke havde set før, og selv om det kan lyde spændende med en ny art, var de ikke begejstrede, for det viste sig, at krabbearterne er invasive arter. 

Da jeg så dem, tænkte jeg ”pokkers osse”, for jeg havde håbet på, at de var uddøde. Men de trives åbenbart rigtig godt. 

Mette Mikkelsen, fritidsfisker

Håbede de var uddøde

Ægteparret havde derfor håbet, at vinteren ville tage livet af de fremmede krabber, men nu viser det sig, at krabberne er der endnu. 

- Da jeg så dem, tænkte jeg ”pokkers osse”, for jeg havde håbet på, at de var uddøde, og at de ikke kunne holde ud at være inde på fjorden. Men de trives åbenbart rigtig godt, fortæller Mette Mikkelsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Mette og Søren Mikkelsen bor lige ned til Dybsø Fjord. De er fritidsfiskere og tager på vandet cirka to gange om ugen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

I alt har Mette og Søren Mikkelsen fanget 21 krabber, tre af dem er hunner med æg. Dem opbevarer de lige nu i deres kummefryser, for de har kontakt med en biolog på Zoologisk Museum, der sammen med en kollega vil foretage DNA-analyser på dem. 

- Indtil videre betyder det jo ikke så meget, men i år er der rigtig mange allerede nu, og når vi så også har fundet nogle med rogn, så synes jeg, det er sørgeligt. Har det noget at gøre med de klimaændringer, der sker, fordi vandet i fjorden er varmere, eller er det bare fordi, vandet er blevet renere herude, fortæller Søren Mikkelsen.  

Mette Mikkelsen finder de frosne krabber, der på onsdag bliver sendt til Zoologisk Museum, frem fra fryseren. 

- Vi har pensel-klippe krabber, vi har østamerikanske brakvandskrabber og asiatiske strandkrabber med rogn og så en almindelig dansk krabbe for at sammenligne, fortæller Mette Mikkelsen, mens hun udpeger hver enkelt krabbe.  

Artiklen fortsætter under billedet.

I Mette Mikkelsens kummefryser ligger der pensel-klippe krabber, østamerikanske brakvandskrabber og asiatiske strandkrabber med rogn. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ifølge Miljøstyrelsen blev de invasive krabber første gang observeret i Danmark i 2011 ved Rømø. Senere er de også blevet fundet flere steder langs Vestkysten og i Limfjorden. Problemet med krabberne er, at der er en risiko for, at de invasive krabber udrydder den danske strandkrabbe, fordi de invasive krabber spiser al føden.

Derfor er myndighederne ikke interesseret i, at de invasive arter skal formere sig og brede sig. 

- Det er ærgerligt, at de er dukket op igen, for de kan udrydde nogle af de arter, der trives her, så de hører ikke til her, siger Mette Mikkelsen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

I dag har Mette og Søren Mikkelsen besøg af børnebørnene, så de er ikke på vandet for at fiske efter rejer.   Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

For at få et overblik over, hvor udbredte de invasive krabbearter er, kan man nu indberette de invasive krabber  på Miljøstyrelsens hjemmeside. Så hvis man som Mette og Søren Mikkelsen finder en fremmed krabbe, vil styrelsen meget gerne kontaktes og have tilsendt et billede.

Allerede i august sidste år slog Mette og Søren Mikkelsen alarm, da de fandt invasive krabber i Dybsø Fjord. Gense indslaget her:  

02:21

Den her lille krabbe er ikke så uskadelig,  som den ser ud.  Faktisk er den særdeles uønsket. Det er en ny krabbeart som i den seneste tid er gået i nettet flere steder i Dybsø Fjord udenfor Næstved. Krabben er invasiv og kan true den lokale fauna.

Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App