Frederik var dømt til førtidspension - nu er han blevet student med et 12-tal

01:16

Med et 12-tal i religion er Frederik Mastek blevet HF- student fra VUC i Vordingborg på trods af diagnoser med ADHD og Aspergers. Video: Anders Garde - TV2 ØST

Frederik Mastek har ADHD og Aspergers. For ni år siden kunne han ikke få et skoletilbud af kommunen. I dag er han blevet student.

I dag ser fremtiden lys og strålende ud.

- Jeg er det stolteste menneske i den her verden. Jeg har aldrig været så glad, siger Karina Mastek, der er mor til Frederik Mastek.

Frederik Mastek, der har ADHD og Aspergers, skal op til sin sidste eksamen på VUC i Vordingborg.

- Jeg ved ikke, om jeg er nervøs, om jeg skal kaste op eller om jeg er helt tilfreds, siger Frederik Mastek, der skal op i religion.

Vi fik at vide fra flere steder, at vi skulle være glade, hvis han fik en førtidspension

Karina Mastek, mor til student

Det har været en lang rejse for Frederik Mastek at nå her til.

For ni år siden fortalte vi her på TV2 ØST, at Frederik Mastek ikke havde været i skole i flere måneder, fordi kommunen ikke havde et skoletilbud til børn som ham. Derfor beholdt hans forældre ham hjemme og underviste ham der.

Udover ADHD og Aspergers har Frederik Mastek en kronisk tarmsygdom.

- Vi fik at vide fra flere steder, at vi skulle være glade, hvis han fik en førtidspension. Ingen troede på ham. Han havde ikke noget sted af gå i skole, fortæller Karina Mastek.

Artiklen fortsætter under billedet.

En meget stolt familie fejrer at Frederik Mastek er blevet student. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Men den dom har Frederik Mastek gjort til skamme. I dag er han blevet HF-student.

- Da jeg snakkede med jer for ni år siden, var der ingen af os, der troede på det her. Frederik gik ikke i skole og nu bliver han student. Og så får jeg tårer i øjnene igen, siger Karina Mastek.

Fem udviklende år

Det har taget Frederik Mastek fem år at få huen på. Han har taget et fag ad gangen. Og det er kommet lidt bag på ham selv, at det er gået godt.

Jeg kan snakke med mennesker nu

Frederik Mastek

- Før jeg kom her, anså jeg det som et nyt sted. Så det var – nej, jeg gider ikke. Jeg havde forventet, det var gået skidt. Jeg kan ikke lide nye steder, siger han.

- Det er gået meget bedre, end jeg havde forventet. Jeg kan snakke med mennesker nu, siger en glad Frederik Mastek.

- Vi viste ikke rigtig, om vi turde, da han startede her, for det var på helt normale vilkår, men den her skole har taget imod ham, siger Karina Mastek og fortsætter:

- De mennesker, som valgte at tro på ham, i stedet for at fortælle ham, at det kunne han ikke, de har rykket ham fantastisk. Så nu taler han også med fremmede mennesker. Det gjorde han slet ikke før.

Slutter med et 12-tal

Frederik Mastek har tidligere været oppe i biologi og historie, og er kommet fra eksamensbordet med et 12-tal og et 10-tal. I dag gælder det så religion. Og han slutter sin studentereksamen med endnu et 12-tal.

- Kæmpe tillykke til Frederik. Og til hans familie, siger uddannelseschef på VUC i Vordingborg, René Bugge Bertramsen.

- Han har været her i fem år. Og i løbet af de år har han udviklet sig fra at være lukket, til nu at være åben og udadvendt. Han snakker med alle. Han joker, og han er super dygtig. Han brænder, er energisk og har masser af engagement. Han vil noget, siger uddannelseschefen.

Computeren trækker

Efter sommerferien har Frederik Mastek får job på Bindernæs Efterskole. Her skal han i første omgang undervise et år i matematik og biologi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Frederik Mastek er ved at åbne champagnen for at fejre han har fået sin studenterhue på fra HF uddannelsen på VUC i Vordingborg. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

- Nå jeg har været et år på Bindernæs Efterskole, skal jeg læse på universitet. Hvis jeg ikke kan finde noget andet, bliver det teoretisk matematik. Ellers skal jeg finde noget, hvor jeg kan blande noget computer med biologi, hvor jeg så kan forbinde det menneskelige nervessystem til en computer, siger Frederik Mastek, der ikke er i tvivl om, hvad resten af dagen skal bruges på.

- Jeg skal vente på Freja er færdig. Så skal hun have en blomst. Og så vil jeg gætte på, jeg skal hjem og spille computer, siger Frederik Mastek med den hvide og blå hue på hovedet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App