René Christensen har både været mekaniker og efterskolelærer, inden han blev medlem af Folketinget.
I dag er han finansordfører for Dansk Folkeparti og håber at blive at genvalgt. Samtidig passer René Christensen tjansen som byrådspolitiker i Guldborgsund Kommune.
Jeg havde lyst til det, og så må man jo bare lære det
Det faldt snakken blandt andet på, da han var ude at køre rundt på Falster sammen med vært Mads Gudiksen i valgprogrammet Køretur med kandidaten.
- Det er noget af en rejse fra at være mekaniker til at blive finansordfører for Dansk Folkeparti, som virkelig har været med i de sidste mange år til at lave økonomien i Danmark, spørger Mads Gudiksen til sin medpassager.
- Jeg fik også lektier for, skule jeg hilse at sige, siger René Christensen (DF) og tilføjer:
- Det er nogle store sko, man skal udfylde. Jeg ved ikke, om det var svært. Det var spændende. Jeg havde lyst til det, og så må man jo bare lære det.
Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen i en række programmer tage rundt i TV2 ØST's sendeområde sammen med en folketingskandidat fra alle 13 partier. Programmerne bliver alle sendt live på TV2 ØST's Facebookside og vises senere på TV2 ØST.
Kom i lære som 16-årig
Dagens køretur startede ved René Christensens hjem i Systofte, hvor han bor på en gammel skole. Herfra kørte de med kurs mod kom hans gamle læreplads, et autoværksted i Horbelev.
Jeg har også ligget under en gammel Volvo-lastbil, mens der stod en tyr oppe oven på og trampede i gulvet
Der kom han i lære som 16-årig og blev uddannet mekaniker. Han stoppede dig for 15 år siden, for så at arbejde som efterskolelærer i tre år. Men inden da har han repareret mange lastbiler.
- Jeg har stået foran porten der i snevejr, frostvejr og svejset dørplader på en gammel Scania for en vognmand. Så havde man et tæppe henover hovedet og så svejsede jeg udenfor, for den kunne ikke komme i gennem porten. For de var for lave, fortæller René Christensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
René Christensen husker også, hvordan han har arbejdet på køretøjer, der kørte med kreaturer. Nogle gange måtte han faktisk reparere lastbilerne, mens der var dyr ombord.
- Så jeg har også ligget under en gammel Volvo-lastbil, mens der stod en tyr oppe oven på og trampede i gulvet. Så skulle man lige huske at gå ud, når den tissede deroppe. For der kommer altså en eller to liter ud af sådan en tyr der, siger han.
Vil blive i EU
Undervejs faldt snakken på EU og klimaet. Her overraskede René Christensen sin medpassager, da han fortalte, at han gerne ser Danmark bliver i Europaparlamentet.
Der er en halv milliard mennesker i EU. Når vi laver noget sammen i fællesskab, så flytter det også noget på verdensplan
Ifølge ham kan samarbejdet med EU gøre mange gode ting for Danmark som samhandel.
- Der er en halv milliard mennesker i EU. Når vi laver noget sammen i fællesskab, så flytter det også noget på verdensplan, siger René Christensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han slog dog fast, at EU ikke skal blande sig i velfærdsydelserne og hvem, der skal have børnecheck og dagpenge, eller hvordan Danmark fører sin indvandrer- og udlændingepolitik.
Tænker på klimaet i hverdagen
Angående klimaet så ser René Christensen, at Danmark får en markant klimapolitik, der virker. I hans øjne er venstrefløjens klimatiltag kun signalpolitik.
For ham giver det for eksempel ikke mening, at fjerne alle afgifter på elbiler, fordi elbiler er gode. For alle elbiler er ikke lige gode for miljøet, slår René Christensen fast.
Derfor mener han, at man i stedet skal klimamærke produkter, så forbrugerne selv kan se, hvad der er godt for miljøet. Men den store forskel i forhold til klimaforandringer skal ske på det globale plan.
- Den der med at tro på, at jeg redder verden, fordi jeg ikke spiser rødt kød om mandagen og ikke køber bæreposer af plastik ned i Brugsen. Så er vi rigtig på røven, hvis vi tror vi redder verdenen på grund af det, siger René Christensen.
- Tænker du slet ikke over det i dit privatliv?, spørger Mads Gudiksen.
- Jeg tænker over det, for jeg er ikke bare borger men også politiker. Vi skal alle sammen gøre en lille smule derhjemme. For eksempel når håndvasken er stoppet - skal man så bare købe nogle kemikalier at putte i eller prøve noget andet? Vi skal tænke over, hvad vi bruger af kemikalier som forbruger, svarer han.
René Christensen forsøger at tænke og handle klimavenligt. Men det at tage flyet eller spise en rød bøf giver ham ingen dårlig samvittig, fortalte han i bilen. Det gør madspild til gengæld. Eller når han køber et produkt, der ikke bliver brugt.
- Det tror jeg er en ændring i tankegangen, der er sket hos de fleste. Man er blevet mere bevidst om, at de handlinger, man foretager sig som menneske, får en betydning, siger han.
Du kan se hele programmet Køretur med kandidaten mandag aften på TV2 ØST klokken 19.55.