Fra hånd til hånd til hånd - stafet sætter fokus på fællesskaber i Slagelse

En i alt 125 kilometer lang rute skal Slagelse Kommunes fællesskabsstafet ud på. Målet er at sætte fællesskaber i fokus og få dem til at gøre ting sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi forbinder den mest fra atletikkens løbedisciplin, hvor det gælder om at komme først over målstregen og vinde guld.

Men den lille stafet kan også bruges til at forbinde mennesker med hinanden og på den måde få nye fællesskaber til at gro.

Det er fællesskabsstafetten i Slagelse Kommune et lysende eksempel på. Et projekt, der bevæger sig fra hånd til hånd mellem landdistrikter, øer og byer med missionen om at gøre en masse mindre fællesskaber til et stort. 

quote Vi vil rigtig gerne åbne op og skabe nye fællesskaber på tværs

Maria Bjerring Zangenberg, udviklingskonsulent i folkesundhed i Slagelse Kommune

Fællesskabsstafetten begyndte mandag og fortsætter ugen ud på en i alt 125 kilometer lang rute gennem kommune. 

- Vi vil rigtig gerne sætte fokus på alle de givne fællesskaber, som vi har indenfor Slagelse Kommunes grænser, og vi vil rigtig gerne åbne op og skabe nye fællesskaber på tværs, så vi fremadrettet kan få fællesskaber til at gøre ting sammen, siger Maria Bjerring Zangenberg, udviklingskonsulent i folkesundhed i Slagelse Kommune. 

Fra hånd til hånd

På førstedagen var træstafetten blandt andet hos 0.B. fra Baggesenskolen, hvor børnene efter en kort tur hånd i hånd gav den videre til et hold vinterbadere fra Svøm Korsør. 

- Det er helt fantastisk arrangement, synes vinterbader Marianne Friis-Olsen. Hun tog ikke stafetten med i vandet, da 900 meters svømmetur i koldt vandt trods alt blev for meget.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Marianne Friis-Olsen (tv.) roser stafetarrangementet. 
Marianne Friis-Olsen (tv.) roser stafetarrangementet.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

I stedet bar vinderbaderne den videre til fods til et hold løbere fra Korsør Atletik og Motion. 

- Det er dejligt, at alle deltager på lige fod, så det virkelig ér en fællesskabsstafet, siger Anne Nielsen løbende gennem Korsør by. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Stafetten var med på løbetur. 
Stafetten var med på løbetur.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Efter to kilometer i behageligt tempo blev stafetten afleveret hos Mogens Kleis og Korsør Roklub, der  sejlede stafetten ud på vandet. 

- Jeg synes, det er hyggeligt, at sportsgrene på alle niveauer kan deltage, og det er jo ikke noget, der skal gå stærkt. Så det passer sådan nogen som os fra den gamle generation fint, siger Mogens Kleis.

Roklubben fragtede stafetten med sig ud på Korsør Nors blå vand og over til bredden ved Tårnborg Kirke, hvor folk fra Tårnborgbladet fragter stafetten videre ud til det næste fællesskab. Og sådan bliver de forskellige fællesskaber ved, og når ugen er omme, har flere end 100 forskellige fællesskaber haft træstafetten i hænderne - og måske dannet et nyt fællesskab.

Første stafetskifte. 
Første stafetskifte.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST
Andet stafetskifte. 
Andet stafetskifte.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST
Tredje stafetskifte. 
Tredje stafetskifte.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST
Roklubben sejlede hen til dagens fjerde stafetskifte. 
Roklubben sejlede hen til dagens fjerde stafetskifte.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Nyhedsoverblik