Forurenede grunde truer vores drikkevand

Flere forurenede grunde landet over truer grundvandet, viser en ny kortlægning fra Danske Regioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tusindvis af grunde er så forurenede, at grundvandskvaliteten er truet.

Det viser en ny redegørelse fra Danske Regioner.

160 grunde i Danmark er så forurenede, at tiltag skal sættes i værk, for at forureningen ikke ødelægger grundvandet. Mens 4925 forurenede grunde skal undersøges yderligere, og 8005 forurenede grunde skal gennemgå indledende undersøgelser.

quote Vi overvåger og oprenser forurenede grunde

Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners udvalg for miljø og ressourcer

I Region Sjælland er der tale om 809 forurenede grunde, som truer grundvandet.

Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners udvalg for miljø og ressourcer og formand for Region Sjælland, er bekymret over situationen.

- Vi tager rent drikkevand som en selvfølge i Danmark, men det kan vi kun fortsætte med, hvis vi tager udfordringerne alvorligt. Miljøudfordringer er højt prioriteret i regionerne, og sidste år brugte vi mere end 200 mio. kroner på at beskytte vores grundvand. Vi overvåger og oprenser forurenede grunde, og den nye redegørelse viser meget tydeligt, at vi skal fortsætte og intensivere arbejdet, udtaler Heino Knudsen i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.

Heino Knudsen er glad for den nye undersøgelse. Den giver regionen mulighed for at sætte mere præsict ind.

- Jeg tror, at med den her kortlægning, kan vi være meget mere målrettede og meget mere præcise i, hvor det er vi renser og hvor det er vigtigst at rense. Hvor er det risikoen for vores grundvand, vores natur og vores boliger er størst? Og så kan vi sætte ind der, siger han.

Stofferne stammer fra forurenede grunde

Fra 2015-2017 har regionerne blandt andet undersøgt for stoffet PFAS, som findes i emballage, maling og lak, i 1730 vandprøver og fundet stoffet i 880 af prøverne, viser redegørelsen ifølge Danske Regioner. Sammen med andre stoffer truer PFAS grundvandets kvalitet. 

Artiklen fortsætter under kortet:

Kortet viser vandværksboringer med fund af pesticider, hvor Miljøstyrelsens screeningsværktøj peger på, at fundet kan stamme fra en pesticidpunktkilde.
Kortet viser vandværksboringer med fund af pesticider, hvor Miljøstyrelsens screeningsværktøj peger på, at fundet kan stamme fra en pesticidpunktkilde. Foto: Danske Regioner

Stofferne stammer hovedsageligt fra forurenede grunde, hvorfra forureningen trænger ned i grundvandet. Regionerne kortlægger og bekæmper jordforurening ved at indsamle historiske informationer om udsatte grunde, og hvis der findes forurening, går yderligere undersøgelser i gang.

Graden af forurening fastlægges, og hvis forureningen er kraftig, oprenser regionen grunden. I grelle tilfælde kan oprensningen vare flere år.

- Regionerne har påtaget sig en meget vigtig samfundsopgave med at oprense forurenede grunde, og sidste år var vi med til at sikre 162 mia. liter rent drikkevand. Men der er desværre forureninger rundt omkring, og dem skal regioner, vandforsyninger, stat og kommuner samarbejde om at håndtere, siger Heino Knudsen og tilføjer:

- Vi skal tage grundigt hånd om problemerne med jordforurening, og derfor vil vi til efteråret præsentere en plan for, hvordan vi endnu bedre beskytter miljøet.

Regionernes arbejde med jordforurening og grundvand i 2017

  • 224 millioner kroner brugt på at beskytte grundvandet
  • 1120 risikovurderinger af grundvandsforholdene
  • 40 afhjælpende tiltag mod forurening af vandet
  • 162 milliarder liter (162 millioner kubikmeter) rent drikkevand sikret
  • 95 oprensninger af forurenede grunde
  • 220 overvågninger af forureninger
  • 1420 indledende undersøgelser af grunde

Kilde: Danske Regioner

 


Nyhedsoverblik