Forsvarsudspil kan puste nyt liv i Flådestation Korsør

Regeringens udspil til et forsvarsforlig hæver stop for nye investeringer på Flådestation Korsør. Det vækker glæde fra flere kanter

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag fremlagde regeringen sit udspil til et nyt forsvarsforlig.

Det er et forlig, der vil give forsvaret 4,8 milliarder mere frem til 2023.

Selv om udspillets ordlyd er meget generel, er det klart, at det vil komme Flådestation Korsør til gode, hvis udspillet bliver vedtaget.

Flådestation Korsør er ikke direkte nævnt i regeringens udspil.

Der står dog, at Søværnets fregatter skal have nyt udstyr, og at det er vigtigt at sikre forsvaret af Østersøen. Og netop det peger i retning af flådestationen, mener tidligere forsvarsordfører for Socialdemokratiet og nuværende medlem af Slagelse Byråd, John Dyrby Paulsen.

- Det man skal lægge meget mærke til, det er den her udfordring i forhold til Østersøen, og hvad Rusland gør. Det skal vi være klar til at håndtere i en NATO-ramme. Det betyder, at eksempelvis Flådestation Korsør har behov for en udbygning af de faciliteter, der er. 

flådestation korsør flåde havn
Læs også
Regeringen vil investere en kvart milliard i flådestation
flådestation korsør flåde havn
Læs også
Regeringen vil investere en kvart milliard i flådestation

Flådestationen lukkes ikke

Folketingsmedlem Marcus Knuth (V), der er valgt i Sjællands Storkreds, er glad for det nye udspil og ikke mindst udsigten til bevarelsen af Flådestation Korsør.

- Jeg tror, at vi har gjort det ret klart, at vi ikke ønsker at lukke hverken kaserner eller eksempelvis flådestationer. Vi ophæver investeringsstoppet for Flådestation Korsør, netop fordi vi ser det som et område, hvor der er stor mulighed for at udvikle, siger han.

- Præcis om og hvordan og hvorledes det skal ske, det vil vi så se på, når vi går videre med forhandlingerne.

”Bedre end at købe kampfly”

Udspillet tages ikke helt så varmt imod hos Enhedslistens Eva Flyvholm, der også er valgt i Sjællands Storkreds.

- Overordnet set er vi jo meget imod regeringens forsvarsudspil. At man bruger så sindssygt mange flere penge på militær, det dybt kritisabelt i en tid, hvor der bliver skåret på uddannelse og sundhed.

Hun ser dog med mildere øjne på bevarelsen af Flådestation Korsør.

- I forhold til at købe kampfly og udsende tusindvis af soldater, så synes jeg dog ikke, at det er det værste at udgrave havnen i Korsør. Det er jo en mere hjemlig infrastruktur, der bliver gravet ud her. Blandt andet kommer Hærens Tekniske Skole til Korsør, og der kommer til at være nogle aktiviteter der, som faktisk ikke er helt dumme, siger hun.


Nyhedsoverblik