Forsvarer: Politiet chikanerer tiltalt sygeplejerske

Trods en mentalerklæring fra en psykiater, der anbefaler at den 31-årige drabstiltalte sygeplejerske flyttes fra arresten i Køge, vil politi og Kriminalforsorgen ikke overføre hende til en mindre belastet arrest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende i min tid som forsvarer.  Det er ren chikane af min klient.

Jeg har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende i min tid som forsvarer. Det er ren chikane af min klient

Sådan siger Jørgen Lange, der er forsvarer for den sygeplejerske fra Nykøbing Falster, der er tiltalt for at have slået flere patienter ihjel med medicin, mens hun var på vagt på sygehuset. 

Psykiater bekymret

Kriminalforsorgens egen psykiater har fulgt den drabstiltalte sygeplejerske i det år, hun har siddet varetægtsfængslet. Ifølge forsvarer Jørgen Lange anbefaler psykiateren på det kraftigste at sygeplejersken bliver overflyttet til en mindre arrest. Sygeplejersken har tidligere siddet i arresten i Nykøbing Falster, men blev overflyttet til Køge arrest i september.

- Min klient har det mentalt meget dårligt efterhånden. Det siger sig selv, da hun i et år stort set har siddet isolationsfængslet. Derfor anbefaler psykiateren, at man her op til retssagens påbegyndelse undgår at presse min klient unødigt og at man udviser forsigtighed i forhold til den behandling, man udsætter hende for, siger forsvareren til TV ØST.

Ifølge Jørgen Lange udtrykker psykiateren bekymring over, at der ikke i Køge arrest er mulighed for at sygeplejersken  kan deltage i et fællesskab med andre indsatte, blandt andet fordi der ikke er andre kvindelige indsatte. Dertil kommer, at miljøet i arresten i Køge ifølge forsvareren er særligt hårdt belastet.

Har tavshedspligt 

Men trods psykiaterens anbefaling og adskillige anmodninger fra kvindens forsvarer afviser politiet og Kriminalforsorgen at flytte sygeplejersken til et mindre belastet arresthus.

TV ØST har været i kontakt med vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han ønsker ikke at kommentere sagen, da han mener, at der er tale om personfølsomme oplysninger.

Heller ikke arrestforvareren i Køge arrest har lyst til at forklare, hvorfor sygeplejersken imod psykiaterens anbefalinger ikke er blevet flyttet til et mindre arresthus.

- Jeg kan ikke udtale mig om de enkelte indsatte, da jeg har tavshedspligt. Hvorfor sygeplejersken sidder, hvor hun gør, er en beslutning, vi tager i samarbejde med politiet, siger arrestforvarer i Køge arrest, Michael Ytting til TV ØST. Han afviser dog, at sygeplejersken ikke har mulighed for fællesskab og beskæftigelse.

- Der er masser af mulighed for fællesskab her i arresten, siger Michael Ytting, der netop er tiltrådt stillingen for arrestforvarer.

Arrestforvarer Michael Ytting kan ikke gende kritikken af Køge Arrest, siger han. 

Men ifølge forsvarer Jørgen Lange understreger psykiateren netop at det er meget uhensigtsmæssigt, at den 31-årige kvinde ikke har mulighed for fællesskab og beskæftigelse i arresten i Køge, da hun dermed er overladt til sine egne tanker stort set hele tiden. Sygeplejersken skriver selv i et brev til TV Øst at hun sidder 23 timer i døgnet i sin celle. Og isolationen tærer ifølge hendes forsvarer på sygeplejerskens mentale tilstand.

- Jeg er jo ikke sundhedsfaglig ekspert. Derfor læner jeg mig op ad Kriminalforsorgens psykiater. Når hun vurderer, at det vil være yderst hensigtsmæssigt for min klient at blive flyttet til en mindre belastet arrest, så mener jeg at hun skal flyttes. Det kunne for eksempel være til arresten i Nykøbing Falster, siger Jørgen Lange.

Chikanerer hende mest muligt

Det er ikke kun Kriminalforsorgens psykiater og forsvarer Jørgen Lange, der er bekymret over den tiltalte kvindes mentale tilstand. Også psykolog Ida Koch, der er ekspert i isolationsfængsling og følgevirkningerne heraf, har læst sygeplejerskens brev. Hun mener, at den 31-årige kvinde bør flyttes til et arresthus, hvor hun har mulighed for samvær med andre indsatte. 

- Hun har det frygteligt. Hun sidder isoleret af praktiske grunde, fordi hun er kvinde. Så må man flytte hende. Uanset hvad hun har gjort eller ikke gjort, og det ved jeg jo ingenting om, så må man sørge for at hun kan være sammen med andre, så man opfører sig anstændigt over for et menneske, der er i stor risiko for at blive helt ødelagt, siger Ida Koch til TV ØST.

Retssagen mod sygeplejersken er planlagt til at begyndte den 11. marts i år. Der er afsat over 30 retsdage til sagen, der foregår i retten i Nykøbing Falster. 

- Og her vælger politiet at bruge helt unødvendige mandetimer på at køre min klient frem og tilbage mellem arresten i Køge og retten i Nykøbing Falster. Istedet for at man ganske enkelt flytter hende ned til arresten i Nykøbing Falster. Så kan de gå med hende over i retten på retsdagene, og jeg kan bruge tid sammen med hende på at forberede sagen. Nu skal vi alle køre frem og tilbage mellem Køge og Nykøbing Falster, det er jo helt ubegribeligt, og udelukkende et udtryk for at man forsøger at chikanere hende mest muligt, siger Jørgen Lange. 

 


Nyhedsoverblik