Forsvarer: Der kommer yderligere dokumentation de kommende dage

Hediga Morads eksmand nægter sig stadig skyldig. Forsvareren siger, at der kommer mere dokumentation, som gør, at tiltalte bør blive frifundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag var fjerdedagen i ankesagen om Hediga Morads eksmand, som i byretten blev idømt 12 års fængsel og udvisning fra landet, for mordet på Hediga Morad. 

Eksmanden ankede dommen på stedet. 

Og efter dag fire i landsretten er udgangspunktet det samme. Ikke skyldig.

- Min klient har nægtet sig skyldig og det er selvfølgelig det, vi går efter. Jeg mener helt klart, at det også bør blive udfaldet. Og det vil vi selvfølgelig procedere for på tirsdag og komme mere ind på hvorfor og hvordan og hvorledes, siger forsvarer Erbil Gøkhan Edge Kaya.

- Der kommer endnu mere dokumentation de kommende dage, som er relevante for sagen. Jeg mener, de ting gør, at min klient bør få en chance for at blive frifundet. 

Hvorfor havde han Hediga Morads kort?

Ved dagens retsmøde borede anklageren meget i Hediga Morads mastercard. For hvorfor fik eksmanden en bekendt til at bruge Hediga Morads mastercard i udlandet?

I byretten kom det frem, at det ikke var Hediga, der havde brugt kortet, men at det var tiltalte, der havde fået sendt kortet til Istanbul med instruktioner om, at der skulle hæves på det, hvis der "skete ham noget". Tiltalte blev anholdt den 15. december 2015, og det var altså så ni dage senere, at kortet blev brugt i Istanbul.

Anklageren siger, at der er en masse ting, der ikke hænger sammen i den tiltaltes forklaring. Jeg ved, du ikke vil komme ind på konkrete emner, men der er ikke kommet noget afgørende nyt i forhold til byretten? 

- Det er jo altid en konkret vurdering og bevisbedømmelsen er jo fri i Danmark. Det vil sige, at det kommer helt an på, hvordan dommeren vælger at vægte de forskellige beviser overfor hinanden. Vi vil i hvert fald gøre alt for at bevise, at han er uskyldig i sidste ende, siger Erbil Gøkhan Edge Kaya.  


Nyhedsoverblik