Forskere: Skovdriften bør stoppes nu

01:47

Ifølge naturvejleder Klaus Beck Nielsen fra Nakskov er det vigtigt at behandle de danske skove med omhu. Hør ham fortælle i klippet.

Hvis biodiversiteten skal bestå, så må skovdriften gå i stå. Det er budskabet fra forskere på Københavns Universitet i en ny rapport.

Forskere på Københavns Universitet (KU) kan onsdag fremlægge en ny rapport om de danske skove og deres biodiversitet.

Analysen i rapporten lægger op til, at man bør stoppe skovdriften i en række danske løvskove og lave det om til det, man kalder urørt skov.

Det skriver Center for Makroøkologi, Evolution og Klima i en pressemeddelelse.

Heriblandt er der særligt flere skove på Sjælland og Sydhavsøerne, hvor man burde ophøre med driften og omlægge til urørt skov. Der er tale om blandt andet statsskove, men de private skovejere skal også bidrage, mener forskerne.

- Hvis målet er at redde dansk biodiversitet frem mod 2020-2030, ser det her helt afgørende. Gør vi ikke det, bliver det svært at komme i mål, siger Carsten Rahbek, professor fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på KU, til Berlingske.

Møder åbne arme fra de private skovejere

Ganske vist ser forskerne en masse fordele for miljøet ved at standse skovdriften, men gør de private skovejere, som det går udover, også? Ja, siger Dansk Skovforening, der er brancheorganisation for skovejerne i Danmark.

- Det private skovbrug er positive over for forslaget. Det kan sagtens være en del af løsningen, at lave et frivilligt samarbejde om urørt skov. Vi er meget åbne, så længe det er frivilligt, siger Marie Louise Friderichsen, formand Storstrøms Skovkreds i Dansk Skovforening.

Det er primært privat skov, som man i rapporten har lagt vægt på bør standse skovdriften i visse områder og gå over til urørt skov.

Ud af de samlet set 75.000 hektar løvskov, som skal være uberørt, der er 50.000 hektar private skove.

Naturordfører Anni Matthiesen (V) åbner dog for muligheden om, at skovejerne kan blive kompenseret.

- Der er ikke noget, der er gratis. Hvis private lodsejere på den ene eller anden måde skal bidrage med at sikre naturen, så kan det blive nødvendigt at kompensere dem, siger Anni Matthiesen (V) til Berlingske.

Prisen for biodiversitet

Projektet, og medregnet kompensation for at bidrage til et mere mangfoldigt plante- og dyremiljø i de danske skove, koster 143 millioner kroner. Det har forskerne regnet sig frem til i den nye analyse.

Det svarer til 60 kroner om året, for hver enkelt husstand i Danmark. Men lektor i naturressourceøkonomi, Thomas Lundhede fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, mener, at der også kan være økonomisk gevinst ved denne løsning.

- Indsatsen kan dog, ud over at bevare biodiversiteten, også føre til en række andre samfundsøkonomiske gevinster. Det har dog været uden for rapportens rammer at kvantificere disse afledte effekter, Thomas Lundhede i pressemeddelelsen.

Forskerne kan altså ikke sige noget konkret om de positive effekter for økonomien, men Thomas Lundhede kommer med eksempler på andre gevinster fra indsatsen. Det omfatter for eksempel øget kulstoflager, rekreative værdier, grundvandsdannelse og bedre grundvandsbeskyttelse.

Rapporten lanceres onsdag på Christiansborg til en konference arrangeret af WWF Verdensnaturfonden.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App