Forsinket sportsby koster kommunen kassen: - Det kan godt gå hen og blive værre endnu

Det har kostet kommunen fire millioner kroner mere, end der var budgetteret med, fordi sportsbyen har været forsinket. Foto: Jacob Linddahl - TV ØST

Holbæk Sportsby er forsinket for tredje gang – denne gang på ubestemt tid. Og det har kostet Holbæk Kommune fire millioner kroner ekstra.

Cirka fire millioner kroner.

Så mange ekstraudgifter har der været i forbindelse med etableringen af Holbæk Sportsby, fordi den gang på gang er blevet forsinket. Selv skriver kommunen i et referat fra et møde i Økonomiudvalget, at realiseringen af Holbæk Sportsby har været mere omfattende i 2018 og 2019 end forventet.

Sportsbyen skulle nemlig have været klar til at åbne ved årsskiftet, men åbningsdagen blev i første omgang udskudt til 22. februar og siden 7. maj. Nu er den altså udskudt igen på ubestemt tid.

- Det handler om, at vi har brugt rigtig mange penge på at følge byggeriet rigtig tæt – ikke mindst i det sidste halve år. Og det er jeg enig i, er den rigtige prioritering, men jeg synes også, at det er dybt beklageligt, at vi har skullet bruge så mange penge på det, siger Karen Thestrup Clausen (EL), der er medlem af Økonomiudvalget.

Og Camilla Hove Lund (V), der er 2. viceborgmester, er også ærgerlig. 

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at man bliver nødt til at bruge flere penge, end der har været beregnet, siger hun. Hun ønsker dog ikke at uddybe yderligere.

Det har været en stor mundfuld

Erik Kjærgaard Andersen, der er direktør i Holbæk Kommune, fortæller, at tallene ikke betyder, at selve sportsbyen bliver dyrere.

- Selve sportsbyen – det fysiske anlæg herude – det ændrer det her ikke på. Anlægget koster det, der er forudsat. De fire millioner ekstra er et forsøg på at sige, at fra man besluttede det i 2016 til det skulle have stået færdigt i januar i år, der havde vi en forudsætning om, at vi skulle bruge vores egne folk og ekstern bistand, der svarede til 3,5 millioner og vi lander på 8,5 millioner kroner, siger direktøren.

- Men selve sportsbyen bliver ikke dyrere af det her.

Er det tilfredsstillende?

- Om det er tilfredsstillende? Nej. Det er sådan, det har været i det her projekt. Og det har været en stor mundfuld. Der har været bump undervejs og det er blevet forsinket, og derfor er vi kommet til at bruge flere ressourcer. Dem havde vi selvfølgelig gerne brugt på noget andet, men det har ligesom været nødvendigt for at sikre, at vi kommer fornuftigt i mål med projektet, siger Erik Kjærgaard Andersen.

En millioner der, en million her

Der var samlet set sat 3,5 millioner kroner af til projektet, men på grund af forsinkelser, lav kvalitet, tvister og utilstrækkelig byggestyring har pengene ikke rakt langt nok.

Det her er en status på, hvordan det ser ud lige nu – det kan desværre godt gå hen og blive værre endnu

Karen Thestrup Clausen (EL), medlem af økonomiudvalget

I det sidste halvår af 2018 brugte administrationen 1,2 millioner kroner mere end der var sat af. Fra årsskiftet frem til nu, hvor byggeriet skulle have stået færdigt, har kommunen brugt cirka 1,8 millioner kroner mere end forudsat.

Derudover forventer administrationen at skulle bruge 1,2 millioner kroner resten af året på at gøre byggeriet færdigt.

- Vi har ikke siddet og budgetteret med, at sportsbyen ville blive forsinket over et halvt år, og at vi derved skulle bruge ekstra mange ressourcer på at følge, om de ting, der blev leveret, rent faktisk levede op til de krav, der var stillet i kontrakten, siger Karen Thestrup Clausen.

Kunne ikke have gjort det anderledes

Kunne man have gjort noget anderledes for ikke at være nået hertil?

- Ja, man kunne lade være med at bygge en sportsby, lyder det fra kort fra Karen Thestrup Clausen.

- Men i den nuværende situation og den situation, vi har stået i, siden vi fandt ud af, at byggeriet blev forsinket i november-december sidste år – nej, der kunne vi ikke have gjort andet.

- Der satte vi vores administration til at kigge på, at det, der blev leveret, rent faktisk var det, der blev leveret. Og at det, der blev bestilt, var i en ordentlig kvalitet. Og det er det, det har handlet om. Og det har vi gentagende gange været inde og sige, at det har ikke været tilfældet. Så indtil videre har det sådan set været godt nok givet ud, synes jeg, siger Karen Thestrup Clausen.

Det kan blive værre endnu

Ifølge referatet fra Økonomiudvalgsmødet kan man læse, at det har været nødvendigt at tilbageholde administrative genansættelser på tværs af Vækst og bæredygtighed. Finansieringen er dermed fundet sted ved at konvertere lønmidler til ekstern rådgivning.

Samtidig er pengene fundet ved at nedprioritere andre bygge- og anlægsprojekter i både 2018 og 2019.

Er det de eneste konsekvenser, som du kan se?

- På nuværende tidspunkt, siger Karen Thestrup Clausen.

- Vi er ikke så langt inde i året, så det ved vi ikke endnu. Vi ved heller ikke, hvor lang tid det trækker ud, og hvor mange dagbøder, vi får. Det er svært at sige på nuværende tidspunkt.

- Det her er en status på, hvordan det ser ud lige nu – det kan desværre godt gå hen og blive værre endnu.

Opdateret

  • 08. maj 2019 kl. 16:13 Artiklen er opdateret med citater fra Holbæk Kommunes direktør.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App