Forbrugerne kan ende med at betale dobbelt for gasledninger

Fem fjernvarmeselskaber har i et åbent brev til ministeren udtrykt bekymring om muligt salg af gasnetværk. Borgerne skal betale, selvom de har betalt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 18. februar kunne energi-, forsynings- og klimaministeren modtage et åbent brev fra fem selskaber, der leverer fjernvarme til danskerne. Heri udtrykte fjernvarmeselskaberne en stor bekymring over et lovforslag som lægger op til et muligt salg af DONG Energys gasdistributionsnet.

Blandt de fem selskaber, er to fra vores region. Det er Næstved Varmeværk og SK Forsyning A/S, som er blandt de kritiske røster. 

De mener, at et salg af gasnettet kan betyde ekstra regninger til forbrugerne, og visse forbrugere vil sågar være nærmest stavnsbundet til deres varmeforsyning. 

Salget skal ske forud for DONG Engergys børsnotering i 2017. Her vil man sælge ud af flere af DONGs aktiver inden børsnoteringen.

Vi bakker fuldt ud op om vores medlemmers bekymring, siger vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke

Tvunget køb, tvungen gæld

Ifølge en politisk beslutning skal staten bevare kontrollen med den vigtige gasdistribution, og derfor er Energinet.dk forpligtet til at overtage DONGs gasledninger.

Men det åbner op for en principiel diskussion indeholdende flere problemstillinger.

Først og fremmest ser de fem selskaber det som et problem, at når man tvinger Energinet.dk til at købe, så sælger man til et selskab med alt for lidt kapital.

Energinet.dk har ifølge deres seneste regnskab likvide beholdninger - altså penge til fri brug - på 155 millioner kroner.

Men et minimumskrav for overtagelse af DONGs gasnetværk er 2,7 milliarder, hvilket svarer til den resterende gæld i netværket. 

Det betyder, at Energinet.dk skal ud og låne penge til købet af gasnetværket. Penge, som i sidste ende vil betyde, at gælden forøges. Når gælden forøges, så vil forbrugerne skulle betale mere i distributionstarif. 

Hvad er distributionstarif?

Distributionstarif dækker omkostningerne for distributionen, herunder drift og vedligeholdelse samt afvikling af gælden i gasnettet.

Dobbelt konfekt

Udover en direkte økonomisk ulempe, så er der også tale om et principielt problem ved denne måde at handle på.

For det distributionsnetværk, som forbrugerne nu skal afbetale gælden på, har borgerne allerede betalt til én gang via DONG Energy.

Når et statsejet selskab som Energinet.dk skal betale for overtagelsen, så beder man borgerne betale for noget, som de allerede har betalt for via et andet statsejet selskab.

Prisstigning i stedet for nedsættelse

Gælden på 2,7 milliarder var forventet afbetalt i 2023, hvilket havde betydet en kraftig reduktion i betalingen til distributionen af gas.

Distributionstariffen ville være gået fra 1,574 kroner/m3 til 0,598 kroner/m3 - altså godt og vel en halvering. Men det har altså lange udsigter, hvis salget skal gå til Energinet.dk.

Tværtimod kan man forvente en stigning i prisen, hvis DONG Energy vælger at sælge til en højere pris end de 2,7 milliarder, hvilket Jens Andersen, direktør for Næstved Varmeværk, ikke finder usandsyngeligt.

- Hvis man går ud fra, at det bliver solgt til det dobbelte af gælden på 2,7 milliarder, så vil en familie med et almindeligt forbrug på 1.600 m3 gas om året kunne forvente en regning på rundt regnet 3.000 kroner om året - for gælden alene, siger Jens Andersen til TV ØST.

Han tager dog forbehold for, at det ikke er til at afgøre endnu, hvor stor en prisstigning forbrugerne vil få. Ikke før salget er gennemført, og man har oplyst den egentlige salgspris.

Den estimerede pris er i kontrast til den pris, som var forventet inden et salg kom på tale. Hvis afviklingen var fortsat som planlagt, ville afbetalingen til gælden dale og koste 1.000 kroner om året inklusiv moms for en hustand med samme forbrug på 1600 m3. Altså en difference på 2.000 kroner om året.

Budskabet er, at det skal være transparent og til at følge med i, siger Jens Andersen, direktør for Næstved Varmeværk

Interessekonflikten

En anden problemstilling, der opstår i forbindelse med denne principielle diskussion, er, at man lader statens systemoperatør Energinet.dk overtage en del af DONGs kommercielle forretning.

Nu er Energinet.dk altså ikke længere den uafhængige systemansvarlige af gasdistributionsnettet, som de skal være – nu er de også en direkte aktør på gasmarkedet.

Det stiller de andre konkurrenter, HMN og NGF Nature Energy, som også distribuerer gas, i en svag position, når der skal forhandles tekniske og markedsmæssige regler. For det er Energinet.dk, det skal forhandles på plads med.

Lad salget være frit

De fem selskaber slår ikke på tromme for i deres brev, at man ikke skal sælge gasnettet, men de ser gerne, at hele salgsprocessen bliver mere åben.

- Budskabet er, at det skal være transparent og til at følge med i, siger Jens Andersen, direktør for Næstved Varmeværk. 

De fem fjernvarmeselskaber mener, at man bør ændre i lovforslaget, således det bliver muligt for andre gasdistributionsselskaber, som eksempelvis HMN og NGF Nature Energy, at kunne byde på salget af gasledningerne. Det kan betyde en mindre gældssætning ved købet, og dermed en mindre stigning i distributionstariffen.

Helt idéelt vil det dog være, hvis man fra staten og DONGs side undlod at sælge dyrere end gælden på 2,7 milliarder, mener Jens Andersen, der bakkes op af Dansk Fjernvarme.

Opbakning fra Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme, fjernvarmens brancheorganisation, står generelt bag deres medlemmer og er rørende enige i de misforhold, der er forestående ved salget.

- Vi bakker fuldt ud op om vores medlemmers bekymring. Dels er det ikke rimeligt, at de endnu en gang kan komme til at betale for afvikling af gælden i nettet. Dels er det problematisk med den kasketforvirring, der vil opstå, hvis nettet sælges til Energinet.dk, der så både bliver systemansvarlig myndighed og aktør på markedet, siger vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke, i en pressemeddelelse.

Lovforslaget om et frasalg af DONG Energys gasdistributionsnet er for nylig sendt i høring. I høringssvaret vil Dansk Fjernvarme behandle de berørte selskabers bekymringer.

 


Nyhedsoverblik