En helt ny skov ved Næstved blev søndag indviet.
- Det er en stor festdag for os i dag. Vi er rigtig glade for at få mere natur og det er en gave at få natur, der hænger sammen, siger Steen Ulrich Rasmussen. Han er jægerrådsformand i Næstved Kommune og repræsenterer seks jagtforeninger i byen.
Også spejderne er begejstrede.
- Så kan vi tage på skovtur og klatre i træer, siger 9-årige Sigurd Hoff Nielsen.
Den nye skov er på i alt 328 hektar og ligger som en grøn ring omkring Næstved. En del af området er det nye skov- og søområde øst for Rønnebæk. På det tidligere landbrugsjord er der plantet 100.000 nye træer.
Siden foråret har der også været udskrevet en konkurrence om, hvad den nyplantede skov skulle hedde, og alle har kunnet byde ind med forslag. I dag blev navnet så offentliggjort. Hele seks personer havde peget på navnet Rønnebæk Søskov. En af dem er Lene Gamsbøl.
- Det er naturligt, let at sige og ligger godt i munden. Det var frygteligt spændende at være med i konkurrencen, og jeg håber, de vil blive ved med at bevare det, fortæller hun.
Det er Næstved Kommune og Naturstyrelsen, der står bag skovprojektet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og borgmester i Næstved Kommune Carsten Rasmussen (S) deltog i fejringen.
- Når man bor i byen, betyder det noget, at man kan komme hurtigt ud i naturen på en løbetur, cykeltur eller gåtur med hunden. Der er et af de parametre, der er med til at lokke nye tilflyttere til, fortæller borgmester Carsten Rasmussen.
- Det er en historisk dag i dag. Både for mig som borgmester og for Næstved Kommune.
Citat