Første tur med ny busrute fra Nakskov til København: - Jeg synes, det er skidesmart

00:51

Video: Frederik Thorup - TV ØST

Fredag åbner fjernbusselskabet FlixBus 38 nye forbindelser i hele landet, og tilføjer Lolland, Falster og Sydsjælland til køreplanen.

Fredag kan man på Lolland-Falster og Sydsjælland for første gang få øje på de grønne FlixBusser i landskabet.

Nu kan borgere nemlig tage bussen fra Nakskov til København for 59 kroner - hvis man er tidligt ude.

Og det er Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S) godt tilfreds med:

- Det er et godt alternativ til den offentlige transport, at vi nu får en direkte linje. Det betyder jo, at de mennesker, der har en forbindelse til København, Sydsjælland og Lolland-Falster kan komme lettere frem og tilbage, siger han.

Billigere end rejsekort 

Det er billigere end at køre med rejsekortet

Gimo Rasmussen fra Nykøbing Falster

Der var da også flere, der steg ombord på den grønne firehjuler fredag morgen, da den kørte sin første tur. Én af passagerne er Gimo Rasmussen, som stod på i Nykøbing Falster og kører til København.

- Det er billigere end at køre med rejsekortet. Rejsekortet ville have været dyrt i forhold til flixbussen. Man sparer en masse penge, siger han til TV2 ØST.

Man sparer en masse penge ved at køre med Flixbus frem for tog, mener Gimo Rasmussen. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Og det er absolut ikke hans sidste tur.

- Jeg synes, det er skidesmart. Man får en billigere rejse og jo længere tid i forvejen, man bestiller, jo billigere bliver det. Jeg kunne godt finde på at benytte mig noget mere af det, siger han.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Her kommer FlixBus til at køre. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Afgange fra Nakskov, Maribo og Sakskøbing

FlixBus åbner i dag tre nye ruter fra henholdsvis Aalborg til Esbjerg, Aalborg til Sønderborg og Nakskov til København. Helt nye byer i netværket er Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Nykøbing Falster, Vordingborg og Næstved.

Det kunne ikke være mere afslappende. Det er rart, at der ikke er alt det skiften hele tiden

Kirsten Kristensen fra Nakskov

Kirsten Kristensen steg på bussen i Nakskov sammen med sit barnebarn.

- Det kunne ikke være mere afslappende. Det er rart, at der ikke er alt det skiften hele tiden. Specielt nu når der er togbus, tager det simpelthen så lang tid. Det er meget rart, at man kan sætte sig ind og blive siddende til, man når endestationen, siger hun.

Kirsten Kristensen steg på bussen i Nakskov sammen med sit barnebarn. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Og det er især komforten, der får mange passagerer til at vælge Flixbus fremfor tog.

Ny lov har åbnet op for forbindelserne

Det er den nye fjernbuslov, som i februar blev vedtaget af den daværende regering med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, som har åbnet muligheden for de nye forbindelser.

Reglen lyder ifølge den nye lovgivning på, at der skal være minimum 75 kilometer mellem der, hvor fjernbuspassageren stiger på, og der, hvor fjernbuspassageren afslutter sin rejse. For at få en fjernbusrutetilladelse skal operatøren desuden leve op til visse betjeningskrav.

Den kollektive transport hernede er meget mangelfuld

Jakob Peter Raahauge fra Nakskov

- Vi håber, at der er rigtig mange, der får øjnene op for det her gode tilbud, som det er at komme rundt med fjernbus. Det er en nem måde at komme rundt i landet på. Det er klimavenligt, og man kan arbejde eller høre podcast undervejs. Der er wi-fi og strømstik i busserne, siger Lotte Rystedt, pr-manager hos Flixbus.

Spørger man borgerne fra Sydsjælland, kunne de sagtens blive vældig glade for den nye busforbindelse.

- Den kollektive transport hernede er meget mangelfuld. Så det kan godt være svært at komme herfra faktisk. Det er superbesværligt, siger Jakob Peter Raahauge.

Den kollektive transport hernede er meget mangelfuld, mener Jakob Peter Raahauge. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Jakob Peter Raahauge er godt tilfreds med, at der nu er kommet et alternativ til de dårlige togforbindelser, men så også gerne, at der kom flere transportmetoder til området.

- Det er dejligt, men der mangler nogle flere alternativer og flere muligheder.

Billigt, klimavenligt og komfortabelt

Indtil videre har FlixBus fået rutetilladelse i seks måneder, og er kunderne tilfredse, håber selskabet på at få tilladelsen forlænget.

- Vi skal se, at passagerne bruger det, og at det er noget, de er glade for, siger pr-manager Lotte Rystedt.

Med bussen skal du ikke skifte, før du når ind på Ingerslevsgade i København, fortæller Lotte Rystedt, pr-manager hos Flixbus. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Hun tror, at de lokale borgere vil tage bussen til sig, som mange andre landet over har gjort.

- Med bussen skal du ikke skifte, før du når ind på Ingerslevsgade i København. Fra Nakskov til København udleder det seks gange mindre CO2, end hvis man tager sin bil alene, siger Lotte Rystedt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App