Fodboldverdenen er vilde med frø fra Store Heddinge

De hårdføre græsfrø skal bruges på fodboldbaner i både Frankrig, Spanien og Aserbajdsjan hen over sommeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De blev brugt til banerne under både VM i fodbold i Rusland sidste år og til OL i Brasilien i 2016. De små græsfrø fra Store Heddinge-virksomheden, DLF, er blevet så populære, at de kommer til at blive betrådt af fodboldstøvler til både kvindernes VM i fodbold i Frankrig, til UEFA Europa League finalen i Baku i Aserbajdsjan og til UEFA Champions League finalen i Madrid.

quote De er mere sygdomstolerante og bliver mindre påvirket af stress

Stig Oddershede, DLF

- De har været med i Rusland og i Brasilien, men der var de i deres vorden. Det var kort efter, vi havde fået dem lanceret. Nu har de fået en udbredelse, så vi kan trække en tråd mellem de store topevents og sige, de bruger alle den type græs nu, siger kommunikationschef hos DLF, Stig Oddershede.

Ekstra kromosomer

Græsfrøene er udviklet og forfinet over længere tid. Kort fortalt har den nye type græs ekstra kromosomer i forhold til almindeligt plænegræs. Og det er det, der gør dem så populære.

- De her er mere hårdføre. De holder deres farve og deres sundhed i længere tid end de traditionelle. Det unikke ved den her type græs er, at de har tilført banerne noget mere robusthed. De er mere sygdomstolerante og bliver mindre påvirket af stress, fortæller Stig Oddershede.

quote Vi har et forspring, fordi vi er de første, der laver den her type

Stig Oddershede, DLF

Når græs bliver sået på en fodboldbane, går det et hårdt liv i møde. Der kan være fugtigt, det står meget tæt og en stor del af tiden, står græsset i skygge, fordi stadion dækker for solen.

- Den her type græs har lange rødder, og har ikke så stort behov for at blive vandet, forklarer Stig Oddershede.

Den kraftige rodudvikling gør, at græsset bliver stærkere og er sværere at slide i stykker. Desuden regenerer det sig selv hurtigere.

DLF Græs
Læs også
Frø-gigant bliver endnu større
DLF Græs
Læs også
Frø-gigant bliver endnu større

Konkurrence

I øjeblikket er DLF førende på markedet for græsfrø, der er ekstra hårdføre og derfor egner sig til fodboldbaner.

- Vi har et forspring, fordi vi er de første, der laver den her type. Vi har et sortiment, man kan vælge i, afhængig af, hvilke forhold man har, siger Stig Oddershede, der godt er klar over at konkurrenterne kigger dem over skulderen.

- Inden for planteverdenen begynder man at kopiere. Man må godt lave nogle tilsvarende, men de må ikke være magen til. For at få en sort godkendt på en sortsliste, skal den adskille sig fra et eksisterende på markedet, siger kommunikationschefen.

Så indtil videre bliver det græs fra virksomheden på Stevns alle de store fodboldnavne kommer til at løbe rundt på hen over sommeren.


Nyhedsoverblik