Flyv så! Asbjørn hjælper strandet isfugl på vingerne igen

Det var et fint øjeblik for mor, søn og fugl, da 14-årige Asbjørn fra Maribo hjalp en strandet isfugl på vingerne igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag eftermiddag fik Tove Nygaard Nielsen og hendes 14-årige søn Asbjørn sig lidt af en overraskelse, da de skulle ud at lufte hunden.

Under havebordet gemte der sig en lille isfugl.

- Den virkede sådan helt 'groggy'. Mit gæt er, den var fløjet ind i en af vores ruder. Vi har ret store stuevinduer, siger Tove Nygaard Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Tove Nygaard Nielsen tog dette billede af isfuglen, da hun fandt den under havebordet onsdag eftermiddag.
Tove Nygaard Nielsen tog dette billede af isfuglen, da hun fandt den under havebordet onsdag eftermiddag. Foto: Tove Nygaard Nielsen - Maribo

Sikkerhed i hundeburet

56-årige Tove og Asbjørn gav fuglen lidt vand og rejer, og så til den tidligt torsdag morgen.

- Den havde flyttet lidt på sig, men virkede fortumlet. Det var besværligt for os at holde hunden væk, og vi blev lidt bekymrede for skaderne. 

Derfor fandt mor og søn hundeburet frem med huller på en størrelse så hunden ikke kunne komme ind, men den lille fugl kunne komme ud. 

- Jeg skulle nok have kontaktet Dansk Ornitologisk Forening for at finde ud af, hvordan vi bedst kunne hjælpe den, men nu var det sådan, vi gjorde.

Orme og billeder

På internettet fandt Tove ud af, hvad isfugle spiser.

- Jeg læste den spiser kålsommerfugle, men det var altså ikke lige til at finde i baghaven. 

Istedet gik jagten ind efter regnorme og andre smådyr.

- Asbjørn var vældig ivrig efter at finde egnet føde, men det var nu mig, der skulle samle orm og biller op, fortæller Tove om sin 14-årige søn Asbjøn, der har Aspergers autisme.

Unik oplevelse

Torsdag eftermiddag var isfuglen vandret ud af buret og befandt sig på terrassen. Tove og Asbjørn besluttede sig for at se, om de kunne hjælpe den, og give den lille fugl mod til at komme på vingerne igen.

Og som man ser i videoen, lykkedes det Asbjørn at hjælpe fuglen afsted mod højderne.

- Det var et dejligt øjeblik. Vi var begge to lidt høje bagefter. Vi vidste jo godt, det var en oplevelse, man kun får én gang i sit liv, siger Tove.

- Nu håber jeg bare, den klarer skærene, finder føde og alt det der.

Se den fine video, hvor isfuglen flyver afsted, øverst i artiklen

MIN HVERDAG

’Min hverdag’ er indslag, artikler og Facebook-opslag lavet af video og billeder, som TV ØST-brugere har indsendt til redaktionen fra deres hverdag.

Du kan også dele din hverdag med TV ØST. Send video og billeder til os via hjemmesiden upload.tveast.dk eller mail på redaktionen@tveast.dk.

Nyhedsoverblik