Flugtbilist kørte op på skinnerne og sad fast

Togtrafikken mellem Jyderup og Kalundborg er tirsdag aften indstillet, fordi en bil holder midt på skinnerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand midt i 30’erne forsøgte at køre fra politiet tirsdag aften. En patrulje ville have ham til at holde ind til siden, da han kom kørende på Sølystvej i Jyderup, men manden valgte i stedet at køre fra politiet.

Han nåede dog ikke langt.

Manden besluttede at køre ind på togskinnerne, der hvor de krydser Sølystvej, men bilen kilede sig fast på skinnerne, fortæller Sonny Bonde, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Michael Johannessen

- Han når ikke ret meget længere end 20 meter, siger Sonny Bonde, der beretter, at manden derefter forsøgte at flygte til fods. Politiet indhentede ham dog hurtigt, og manden er nu anholdt. Han mistænkes for flere overtrædelser af færdselsloven.

DSB har indsat togbusser på strækningen mellem Jyderup og Kalundborg, mens der arbejdes på, at bilen bliver fjernet.  

- Vi har en sporansvarlig fra Banedanmark ude for at sikre, at vi ikke gør skade på skinnerne, når vi trækker den fri, siger Sonny Bonde.

DSB oplyser, at der vil køre togbusser på strækningen ind til tidligst klokken 23.00 tirsdag aften. 

 


Nyhedsoverblik