Flere sygeplejersker fravælger Region Sjælland

Flere og flere sygeplejersker bosat i Region Sjælland arbejder i Københavnsområdet. En udfordring da sygehusene i Region Sjælland mangler sygeplejersker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Præcisering: Efter indslaget er blevet sendt, er TV ØST blevet gjort opmærksom på, at tallet, som vi næver i indslaget; 1422 sygeplejersker, der pendler fra Region Sjælland til Region Hovedstaden, er fra 1. januar 2015. Det er de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Akutafdelingen på Slagelse sygehus er et af de steder, hvor der er stor mangel på sygeplejersker.

For sygeplejerske Sofie Frede er akutafdelingen på Slagelse Sygehus dog drømmejobbet - med den helt rigtige beliggenhed. En af de helt store fordele er, at hun kun bor fem minutter fra sit job.

- Det er den rigtige arbejdsplads for mig. Jeg prioriterer, at mit arbejdsliv og min familie skal hænge sammen . Jeg bor her i Slagelse, og når jeg har fri, er jeg hurtigt hjemme. Det synes jeg er super dejligt, fortæller Sofie Frede.

Undersøgelse viser, at Region Sjælland bliver valgt fra

Det er langt fra alle sygeplejersker, bosat i Region Sjælland som Sofie Frede, der også vælger at arbejde på et af regionens sygehuse.

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at flere og flere sygeplejersker fravælger Region Sjællands sygehuse og istedet pendler til Region Hovedstaden.

En udvikling der ikke hænger sammen med regionens i forvejen mangel på sygeplejersker.

- Det synes jeg er rigtig rigtig ærgeligt, fordi jeg mangler jo en del sygeplejersker her på akutafdelingen, siger Iben Kyhn Riis, ledende oversygeplejerske på akutafdelingen på Slagelse Sygehus

Helt præcist pendler 1422 sygeplejersker bosat i Region Sjælland til Region Hovedstaden for at arbejde -  en stigning på 7 % siden sidste år.  Svarende til at hver sjette sygeplejerske bosat i Region Sjælland pendler over regionsgrænsen til hovedstaden.

Og ifølge  Dansk Sygeplejeråd er det et problem.

- Det er jo faktisk et problem, når Regionsrådet har en målsætning om, at vi skal tilbagetage 95 % af vores egen patienter og behandle vores egne patienter i vores region.  Det kan vi ikke i øjeblikket, for der er simpelthen manskabsmangel, siger Søren Petersen kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd i Kreds Sjælland

Lønnen spiller en rolle

Kredsnæstformanden peger på flere grunde til at sygeplejejersker vælger Region Hovedstaden frem for Region Sjælland heriblandt lønnen, som ifølge Dansk Sygeplejeråd kan være op til 5000 kroner om måneden til forskel, hvis sygeplejerskerne skifter til et sygehus i Region Hovedstaden.

Den holdning deler regionrådsformanden ikke. Han fremhæver det højere faglige niveau i Region Hovedstaden som en af grundene til, at sygeplejerskerne pendler nordpå. 

- Man har en specialisering på sygehusene i Region Hovedstanden, som vi også er på vej til at få i den sygehusplan, som vi nu har fremrykket, så vi også får højere specialiseret sygehusafdelinger, der er fagligt attraktive for vores sygeplejersker. Derfor håber jeg, at vi fremadrettet kan tiltrække endnu flere, så færre sygeplejersker pendler til hovedstaden, siger Jens Stenbæk (Venstre), formand for Region Sjælland.

På nuværende tidspunkt er der omkring 250 ledige stillinger på de sjællandske sygehus.


Nyhedsoverblik