Flere kommuner tilbyder gratis parterapi til borgerne

Skilsmisser gør ikke kun ondt på forældre og børn. De kan også føre til psykisk mistrivsel og dræne kommunekassen. Foto: Pixabay

Offentlige midler brugt på gratis parterapi kunne bruges bedre, mener formand for Dansk Psykologforening.

Skilsmisser gør ikke kun ondt på forældre og børn. De kan også føre til psykisk mistrivsel og dræne kommunekassen. Derfor tilbyder næsten fire ud af ti kommuner parterapi til borgerne.

Det viser en rundspørge, Politiken har foretaget blandt landets 98 kommuner, hvoraf 67 svarede.

- Kan vi holde sammen på familierne og undgå skilsmisser, sparer vi penge på lang sigt. Det er tankegangen, ligesom vi gerne vil være en familievenlig kommune. 

- Det er både vældig godt for det enkelte par, men også for kommunen, for det er altid bedre at forebygge end behandle, siger Jette Haislund, der er leder af Sundhedsplejen i Ringkøbing-Skjern Kommune, til Politiken.

Kommuner med tilbud om parterapi:

Disse kommuner tilbyder parterapi (gratis eller med delvis brugerbetaling):

  • Ballerup
  • Egedal
  • Fredensborg
  • Gladsaxe
  • Guldborgsund
  • Hedensted
  • Herning
  • Hjørring
  • Holbæk
  • Holstebro
  • Hvidovre
  • Ikast-Brande
  • Kolding
  • Mariagerfjord
  • Nyborg
  • Odder
  • Rebild
  • Ringkøbing-Skjern
  • Ringsted
  • Skanderborg
  • Syddjurs
  • Sønderborg
  • Vejle
  • Viborg
  • Aarhus

Kilde: Politiken

Se mere

Fem samtaler med parterapeut

I 2013 viste en DR-rundspørge, at godt to ud af ti kommuner dengang tilbød parterapi.

Ringkøbing-Skjern Kommune var i 2011 en af landets første, der tilbød gratis parterapi. Efter et år var skilsmisseraten i kommunen faldet med 17 procent.

Problemer i kærlighedslivet skal selvfølgelig også have sin hjælp. Men der står nogle mennesker ved siden af, som ender på en venteliste, i stedet for at få den behandling, som vi ved virker

Eva Secher Mathiasen, formand, Dansk Psykologforening

Sidste år søgte 92 par hjælp til kærligheden i kommunen, hvilket er det hidtil højeste antal.

Alle i Ringkøbing-Skjern Kommune med børn indtil 18 år kan få fem samtaler med en parterapeut eller psykolog, som kommunen har indgået samarbejde med.

21 ud af 25 kommuner i Politikens rundspørge med parterapi tilbyder samtaler gratis. Mens tre ud af fire kommuner med parterapi kræver, at der er børn i det kriseramte par, før kommunekassen åbnes.

Psykologformand: Penge kunne bruges bedre

Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykologforening, mener, at de offentlige midler på parterapi kunne bruges bedre.

- Problemer i kærlighedslivet skal selvfølgelig også have sin hjælp. Men der står nogle mennesker ved siden af, som ender på en venteliste, i stedet for at få den behandling, som vi ved virker, siger Eva Secher Mathiasen til Ritzau.

Her nævner hun personer med eksempelvis angst og depression, som ikke kan få relevant psykologisk hjælp. De bør prioriteres først, mener hun.

Hun fastslår, at brud i parforholdet mentalt kan påvirke både parret og børnene negativt. Men det er ingen naturlov.

Glad for indsats

Center for Familieudvikling har uddannet en del af dem, der udfører parterapien i landets kommuner.

Steen Kruse, afdelingsleder på Center for Familieudvikling i Aarhus og parterapeut, er glad for, at kommuner sætter ind og hjælper børnefamilier.

- Par skal også i høj grad selv finde ud af det. Men jeg tænker, at det kan være en god investering i vores samfund, at vi hjælper par til at kunne udvikle sig til gode familier omkring deres børn, siger Steen Kruse til Ritzau.

12 procent af danskerne har ifølge en ny Megafonmåling for Politiken og TV2 forsøgt sig med parterapi. 

Hvert tredje par fik ifølge Megafon-undersøgelsen lært at kommunikere og forstå hinanden bedre, så de fortsat er sammen. Mens hver tredje mente, at det var spild af tid og penge.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App