Fire tyveknægte fanget efter indbrud

Politiet kunne mandag stoppe fire tyve og sigte dem for indbrud. Arkiv foto. Foto: TV ØST

To vakse borgere hjalp mandag formiddag politiet med at fange fire indbrudstyve i Nysted kort efter to indbrud.

Mandag kl. 08:37 fik politiet en opringning fra et vidne, der havde set to ukendte biler holde ved sin nabos adresse på Sætmandsvej i Erikstrup ved Maribo. Fire personer løb pludseligt ud af huset, satte sig ind i bilerne og kørte væk.

Politiet, der kort efter hændelsen ankom til stedet, nåede ikke at fange tyvene, men kunne konstatere, at der havde været indbrud. Senere på formiddagen fik de en ny anmeldelse. Et nyt vidne havde set et igangværende indbrud på Stormarks Alle i Nakskov, og bilerne passede på samme beskrivelse som tidligere.

Lejlighed proppet med tyvekoster

Igen måtte politiet sande, at tyvene var sluppet væk i tide. Heldigvis var oplysningerne fra vidnerne så gode, at politiet ved middagstid fandt frem til de fire gerningsmænd, som befandt sig i Adelgade i Nysted.

Politiet ransagede derefter en lejlighed i nærheden, hvor de fandt flere ting, der kunne stamme fra indbrud på andre steder.

De fire tyveknægte blev alle anholdt og sigtet for indbrud.

Der er tale om fire mænd. En 17-årig, en 18-årig og en 22-årig fra Nykøbing Falster, samt en 18-årig fra Nakskov. Både den 18-årige fra Nakskov og den 22-årige fra Nykøbing Falster er begge prøveløsladte efter en fængselsstraf og skal derfor i grundlovsforhør tirsdag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App