Lørdag blev en af de allerbedste vejrdage hele foråret: Det var varmt, solrigt - og ikke en vind rørte på sig hen over vandet.
Pludselig blev dagen mindeværdig på en helt særlig måde for Henrik Christensen, for to marsvin besluttede at gøre hans båd følgeskab.
- Vi sejlede ved lav hastighed ved Sprogø, da to marsvin kom helt tæt på. Især den ene var slet ikke sky, men virkede som om den legede med båden, mens den anden holdt sig lidt på afstand, fortæller Henrik Christensen til TV2 ØST.
Marsvinet er den mindste art i hval-familien. Den kan blive op til 1,7 meter lang og kan veje 75 kilo. Den kan dykke helt ned til 200 meters dybde og kan holde vejret i op til otte minutter.
Fulgte båden i et kvarter
Mødet mellem Henrik Christensens båd og marsvinene fandt sted lørdag omkring klokken 15.00.
De flotte havdyr havde alt andet end travlt, da de legede i Storebælt.
Især den ene var slet ikke sky, men virkede som om den legede med båden, mens den anden holdt sig lidt på afstand
- Den fulgte min båd i et kvarter og svømmede både sammen med båden, dykkede under den og legede med dens kølvand, fortæller han.
Marsvinet sprang også ved bådens stevn.
Meget sky
Marsvin er forholdsvis almindelige i Storebælt og omkring øerne i vores område. De er dog meget sky, og det sker ikke tit, at de kommer så tæt på både, der har motoren tændt.
Det kan dog have spillet ind, at båden sejlede med meget lav fart gennem Storebælt - mindre end tre knob eller almindelig vandrehastighed.
Marsvin ses lettest i roligt vejr, hvor man kan se deres rygfinne stikke op over vandet. I blæsevejr kan det dog være svært at se finnerne blandt bølgerne.