Fem spædbørn smittet med mrsa

Arkivfoto.

Fem spædbørn og fem forældre er smittet med MRSA-bakterier, oplyser Region Sjælland.

Fem spædbørn og fem forældre er blevet smittet med MRSA-bakterien.

Det drejer sig om børn og forældre, som er eller har været indlagt på neonatalafsnittet på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Alle er i relevant behandling, og hospitalet har nu kontaktet yderligere 25 familier med spædbørn, som er blevet opfordret til at tage til lægen og blive podet for MRSA-bakterien.

Vi har ikke mistanke om, at der er flere smittede, men MRSA skal tages alvorligt.

Jonas Wadt Manthorpe, ledende overlæge

- Fire personer har infektion forårsaget af MRSA. Alle har været eller er i behandling, og de bliver fuldstændig raske. De seks andre er raske smittebærere. Nu handler det om at få brudt smittekæden, siger Jonas Wadt Manthorpe, ledende overlæge på Pædiatrisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, i en pressemeddelelse.

- Vi har testet alle børn, der er indlagt på neonatalafsnittet, og deres forældre. Vi tester vores personale, og vi skriver og ringer til alle familier, der har været tilknyttet afdelingen den seneste måneds tid. Vi har ikke mistanke om, at der er flere smittede, men MRSA skal tages alvorligt, siger Jonas Wadt Manthorpe.

Syge og svækkede risikerer infektioner

Ifølge overlægen er det sjældent, at MRSA giver infektioner hos nyfødte børn. Man risikerer dog alvorlige infektioner af MRSA-bakterien, hvis man i forvejen er syg eller svækket:
 
- Raske mennesker vil ofte slet ikke bemærke, at de er smittet med MRSA, men de kan stadig smitte andre. I seks af de ti MRSA-tilfælde, vi har fundet, har bakterien ikke ført til en infektion, siger han.

Sjællands Universitetshospital i Roskilde har nu indført skærpede forholdsregler på neonatalafsnittet. Samtidig har man isoleret de berørte på afdelingen. Det drejer sig om to familier. Det bliver ikke nødvendigt at lukke afdelingen ned, oplyser Jonas Wadt Manthorpe.

Hvad er MRSA?

MRSA er en stafylokokbakterie, der kan give bylder, børnesår og andre former for betændelse. Man kan også være rask smittebærer uden symptomer, når man er smittet med bakterien. MRSA reagerer ikke på almindelig penicillin, men bakterien kan behandledes med særlig antibiotika. MRSA findes på huden og smitter ved kontakt. For tidligt fødte børn er særligt udsatte for at blive smittet med bakterien.
 

  • MRSA er en stafylokokbakterie, der er resistent over for en række antibiotika.
  • MRSA-infektioner kan behandles med specielle antibiotika
  • MRSA kan give bylder, sårinfektioner og andre infektioner. Man kan også være rask smittebærer, når man er smittet med MRSA
  • Ligesom andre former for stafylokokker kan MRSA give alvorlige infektioner, hvis man i forvejen er syg eller svækket.
  • Man kan blive podet for MRSA hos sin praktiserende læge

Læs mere om MRSA på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Kilde: Region Sjælland

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App