Var man forbi Møns Klint i lørdags, kunne man iagttage et særligt flot naturfænomen, hvor Østersøluftens fugt blev synlig i form af bjergskyer.
Eller faktisk var synet for mange nok slet ikke så særligt, for hvis man var i skoven over og vest for klinten, var det blot tåget med lavthængende skyer.
Skyerne blev først rigtigt smukke og spektakulære, hvis man så dem fra vandsiden eller fra luften.
For herfra så man, at det var Møns høje bakker og klinten mod øst, der dannede skyerne - på nøjagtig samme måde, som man ellers kun ser det i bjergområder eller i områder med et meget kuperet landskab.
Sådan så Henning Pedersen skyerne, da han lørdag formiddag fløj en hyggetur, som han selv beskriver det, forbi Møn.
- Det blæste ret kraftigt fra øst, hvilket resulterede i denne føhn-effekt over Møns Klint. Når vinden blev presset op over klinten, kondenserede den fugtmættede havluft og dannede skyer, som opløstes længere inde i landet, fortæller Henning Pedersen til TV 2 Vejret.
Artiklen fortsætter under grafikken
Når luften tvinges til vejrs, bliver den koldere
Henning Pedersen beskriver det som en føhn-effekt, og det er netop det, vi ser her i lille skala. Vi kender især fænomenet fra Alperne, hvor navnet også har sin oprindelse.
Når varm og fugtig Middelhavsluft bliver presset op over de høje bjerge, fortætter vanddampen i luften sig og bliver til skyer. Skyerne opløses igen på ved ned ad bjergene på læsiden mod nord, hvor Føhn-dalen ligger.
På luftens rejse hen over Alperne mister den fugtige luft meget af sit vand gennem regn og sne, og i den proces frigives varme til luften. På den måde bliver det varmere på læsiden end på vindsiden.
Vi ser undertiden det samme ske på blandt andet Møn. Allerede i weekenden var luften over Østdanmark blevet ganske fugtig, og over Østersøen var den stort set mættet med vand, som var fordampet fra den lune havoverflade.
Når den kraftige østenvind løftede den fugtige havluft op over Møn, blev luften afkølet en lille smule, og derved blev den mættet med vanddamp. Fugten trådte ud af luften og blev synlig som bittesmå vanddråber i form af skyer.
Lige bag klinten, hvor terrænet er højest, begyndte skyerne, og de bredte sig som et tæppe bagud mod vest. Videre mod vest sank skyerne igen nedad langs bakkerne, som falder i højde mod vest. Den nedsynkning opvarmede luften, og så gik skyerne igen i opløsning.
Smed skyerne en lille smule af sin fugt i form af finregn i skoven, ville den faktisk være blevet lidt varmere på læsiden af klinten end ude ved kysten. Alene på grund af den lille og lokale mønske føhn-effekt.