Falskmøntner afvist hos genbrugsbutik

En falskmøntner forsøgte tirsdag at betale med en falsk 500 kroneseddel hos genbrugsbutikken Fr. Holck i Vordingborg. Den hoppede butikken ikke på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand, der tirsdag blev afvist i butikken Fr. Holck i Vordingborg, skal ikke regne med at kunne tjene penge på sit falskmøntner-erhverv.

Den 500 kroneseddel, han forsøgte at betale med, var så tydeligt falsk, at genbrugsbutikken med det samme kunne afvise den.

Da manden blev afvist af ekspedienten, forlod han butikken igen uden ballade. Det vides ikke, om han forsøgte sig andet steds.

Lokalpolitiet i Vordingborg opfordrer alle de erhvervsdrivende til at være opmærksomme på, om manden skulle forsøge at betale med falske sedler hos dem – det burde ikke være svært, siger de.

Intet større problem

Lokalpolitiet fra Vordingborg ser ingen grund til at tro, der skulle være flere falske sedler i omløb. De vil dog meget gerne have henvendelser, hvis man skulle støde på nogle.

Manden, som forsøgte sig med ”matadorpengene”, beskrives som: 35-40 år, 175-180 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning, mørk i huden, sort hår, taler et fremmedsprog, og han var iført en rød trøje samt sort jakke.

Politiet har endnu ikke pågrebet manden, men hører gerne om henvendelser vedrørende mistanke om falske sedler.


Nyhedsoverblik