Scandlines regnskab påvirket af rekordsommer: Færre solhungrende skandinaver ville sydpå med færgen

Den solrige og varme sommer i 2018 påvirker Scandlines årsregnskab. Alligevel ender rederiet på et næsten uændret resultat som året før.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den usædvanligt varme og tørre sommer i 2018 betød, at flere skandinavere valgte at blive hjemme fremfor at tage Scandlines færgen sydpå for at finde varmere himmelstrøg.

Det kan man læse i Scandlines årsregnskab for 2018, som rederiet netop har offentliggjort i en pressemeddelelse.

Den samlede omsætning faldt med to procent fra 487 millioner euro i 2017 til 477 euro i 2018. Faldet på 10 millioner euro svarer til 75 millioner kroner.

Færre handlede i grænsehandelbutik 

Udover at det varme vejr fra maj til september dæmpede rejselysten her i Norden,  så var der også færre, der handlede i grænsehandelbutikken Bordershop. I shoppen faldt omsætningen fra 135 millioner euro i 2017 til 125 i 2018, altså også et fald på 75 millioner kroner. Scandlines forklarer blandt andet faldet med, at den svenske krone er lav, og at det fik færre svenskere til at handle øl, sodavand og slik.  

Mens de private kunder blev hjemme, så steg fragttrafikken til gengæld med syv procent, og det betyder at virksomhedens overskud ender på næsten samme niveau som i 2017. Resultatet i 2018 blev på 191 euro, altså kun tre millioner euro mindre end i 2017. Det svarer til 21,5 millioner kroner.

Vil være et grønt alternativ

De sidste par år har Scandlines investeret et trecifret millionbeløb for at ruste sig til kampen mod den kommende Femern-tunnelen. Blandt andet satser rederiet på at være et grønt alternativ og har købt nye propeller til de fire hybridfærger, som sejler mellem Rødby og Puttgarden.

Scandlines Rødby-Puttgarden
Læs også
Trafikeksperter lægger Scandlines' mest brugte færgerute i graven
Scandlines Rødby-Puttgarden
Læs også
Trafikeksperter lægger Scandlines' mest brugte færgerute i graven

Propellerne vil ifølge Scandlines sænke færgernes støjniveauet og betyde, at færgerne påvirker vandmiljøet mindre, fordi der er færre vibrationer.

Eksperter lægger rute i graven

Eksperter er uenige om, hvad den faste 18 kilometer lange tunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden kommer til at betyde for rederiet. Mens nogle trafikeksperter lægger Scandlines' mest benyttede færgerute mellem Rødby og Puttgarden i graven, spår en tidligere vej- og trafikchef i Vejdirektoratet, at rederiet sagtens kan drive ruten videre til lavere takster.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil sejle mellem Rødby og Puttgarden, hvis man har en tunnelforbindelse, sagde TV ØST Svend Tøfting, der er trafikekspert hos ingeniørforeningen IDA og mangeårig formand for interesseorganisationen ITS Danmark, i sidste uge til TV ØST.

Efter at have arbejdet med transport gennem flere årtier vurderer han, at bilisternes bevæggrund skyldes to altoverskyggende årsager.

- Det vigtigste for bilister, der vælger en rute, er pris og tid. Det handler ikke om miljø. Hvis man sparer en time med tunnellen, så er der ikke særlig mange, der vil tage færgen, påpeger Svend Tøfting.

Se video om Scandlines satsning på mere grøn energi. Artiklen fortsætter under videoen.

 

Chauffører vil ønske en slapper

Han bakkes op af professor Jeppe Rich ved DTU Transport.

- Hvis man skal til Berlin, kan det stadig være en fordel at tage færgen til Rostock, men jeg går stærkt ud fra, at der ikke vil være færger mellem Rødby og Puttgarden, sagde Jeppe Rich til TV2 ØST den 26. april. 

Turen gennem tunnelen ventes ifølge Femern A/S at tage 10 minutter med bil og syv minutter med tog. Overfarten med færge tager 45 minutter plus ventetiden i færgelejet.

Den eneste fordel ved færgeforbindelsen vil ifølge Svend Tøfting være, hvis lastbilchauffører på ruten mellem Danmark og Tyskland skal overholde kørehviletider og tage sig en slapper på færgens soldæk.

- Så giver det mening at sejle over. Men når man mister en time fordi, man skal vente i terminalen, så skal man have en meget billig sejlads, hvis man økonomisk skal have det til at hænge sammen, siger Svend Tøfting.

Scandlines Rødby-Puttgarden
Læs også
Ekspert: Scandlines ender som lavprisselskab med billetter til halv pris
Scandlines Rødby-Puttgarden
Læs også
Ekspert: Scandlines ender som lavprisselskab med billetter til halv pris

Men Knud Erik Andersen, der er tidligere vej- og trafikchef i Vejdirektoratet, er af en anden overbevisning. Han mener ikke, at Scandlines lukker færgeruten Rødby-Puttgarden, prisen for at sejle med Scandlines’ færger mellem Rødby og Puttgarden kan nemlig blive halveret, når Femern-tunnel åbner, vurderer han. Han forudser, at rederiet bliver overtaget af et lavprisselskab.

- De takster, der i dag opkræves på Rødby-Puttgarden, har niveaumæssigt ikke noget at gøre med, hvad det koster at drive færgerne inklusiv fortjeneste. Der er tale om en monopolsituation, der udnyttes, sagde Knud Erik Andersen til TV ØST i sidste uge.

kopi_af_design_uden_navn.jpg
Læs også
Kunder vil vælge færgen, selvom Femern-tunnelen bliver hurtigere
kopi_af_design_uden_navn.jpg
Læs også
Kunder vil vælge færgen, selvom Femern-tunnelen bliver hurtigere

- Et rederi kan sagtens drive ruten videre til takster, der er betydeligt lavere. Når monopolet bliver brudt, er rederiet uinteressant for en kapitalfond. Men der kan stadig tjenes penge for en ny ejer, siger han.

Ruten består - men ikke om natten

Knud Erik Andersen forudser, at de primære kunder på Rødby-Puttgarden vil være lastbiler, kunder til grænsehandlen og så trafikanter, der føler ubehag ved at køre meget langt i en ensformig og snorlige tunnel. Han forudser dog, at ruten vil få helt andre forudsætninger end i dag. Eksempelvis kan man færre færgeafgange sammenlignet med i dag, ligesom det kan være helt slut med færgeafgange om natten.

- I dag sejler den med afgang hver halve time døgnet rundt. Når tunnelen åbner, vil det være en dårlig idé rent økonomisk at sejle med færger i de trafiktynde timer – her vil trafikken blive henvist til tunnelen.

De to færgeruter mellem Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock havde i 2018 flere end 43.000 afgange og transporterede i alt 7,4 millioner passagerer mellem Danmark og Tyskland


Nyhedsoverblik