Får medalje for 40 års tro tjeneste: - Han har simpelthen forelsket sig i Slagelse Kommune

I går kunne Jens Christensen fra Ejendomsservice i Slagelse lade sig fejre for 40 års tro tjeneste i kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man kan vel nærmest kalde ham en form for Mr. Ejendomsservice.

I hvert fald har Jens Christensen arbejdet fast for Slagelse Kommune i 40 år, og derfor har han fået Dronningens fortjenstmedalje. I går blev han så fejret på sin arbejdsplads, Slagelse Bibliotek.

- Det er dejligt, at man kan gøre Slagelse Kommune tjeneste så lang tid. Det handler om at tænke positivt og se det lyse i det, man laver, siger gårsdagens hovedperson til TV ØST.

Gør gerne tingene to gange

Og præcis dét med at se positivt på tingene er også noget, der har bidt sig fast i Jens Christensens chef, Niels Christian Jørgensen.

quote Det er dejligt, at man kan gøre Slagelse Kommune tjeneste så lang tid

Jens Christensen, Ejendomsservice, Slagelse

- Han er en glad og positiv mand. Der kan jo godt være ting, der er svære i vores samarbejde med ham som tillidsrepræsentant og mig fra ledelsen, men jeg har aldrig oplevet Jens vred, gal eller på nogen måde urimelig, siger han.

- Han har den her positive tilgang til tingene, og han sætter en ære i, at tingene er i orden. Hvis det er nødvendigt at gøre tingene to gange, så han det to gange. Der er ikke noget med at sige, at det gider han ikke. Det findes ikke i Jens, tror jeg.

Et engagement, der brænder igennem

Og så er der også en anden ting, der virkelig har været centralt for Jens Christensens 40 år i Slagelse Kommune – i hvert fald hvis man spørger hans chef.

quote Han har et helt særligt engagement og en ild, der brænder for ting. Han har simpelthen forelsket sig i Slagelse Kommune og i et lokalsamfund

Niels Christian Jørgensen, chef for Ejendomsservice, Slagelse

- Han har et helt særligt engagement og en ild, der brænder for ting. Han har simpelthen forelsket sig i Slagelse Kommune og i et lokalsamfund. Slagelse Kommune og Vestsjælland er noget, som Jens virkelig brænder for. Det har vi så lukreret på, siger Niels Christian Jørgensen.

Og engagementet skinner da også helt tydeligt igennem. Foruden jobbet i Ejendomsservice har Jens Christensen nemlig også et ”fritidsjob”, som han kalder det. I 47 år har han været klubleder i Vestsjællands Ungdomsklub.

- Det er vigtigt for mig, siger hovedpersonen selv.

Ikke færdig endnu

Med fortjenstmedaljen følger også et besøg hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe, og det ser Jens Christensen frem til.

- Det er spændende at skulle hilse på Dronningen. Det sker jo ikke lige hver dag, siger han.

Selvom der nu står 40 år i Slagelse Kommune på CV’et, så er Jens Christian altså ikke færdig med det arbejde, han har været i gang med i så mange år. For som han siger:

- Der er masser at rive i.


Nyhedsoverblik