EU støtter Femern-forbindelsen fuldt ud

Femern-projektet har ikke haft lutter medvind, siden det kom på tegnebrættet. I går var EU's transportkommisær i Danmark for at give sin fulde støtte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Økonomien har været hårdt prøvet i det stort anlagte Femern-projekt, og der er problemer med at skaffe de fornødne miljøgodkender. Derfor er projektet ikke det mest populære barn i skoleklassen.

Men i går var EU's transportkommissær, Violeta Bulc, i Danmark for at støtte op om den kommende forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Det skriver Altinget.

- Som transportkommissær er en af mine prioriteter at stimulere investeringer i transport-infrastruktur, som kan levere sikker, klog og grøn mobilitet til vores borgere. Femern er sådan et projekt, siger Violeta Bulc til Altinget.

700 ansøgninger om støtte

Hun understreger, at EU er meget optaget af at sikre projektets fremgang – og det på trods af, at Kommissionen sidste år gav mindre i støtte end forventet. Danmark fik 4,4 milliarder kroner i støtte til projektet, hvilket er godt halvdelen af det, de danske politikere havde regnet med.

Ifølge transportkommissæren fik EU-Kommissionen 700 ansøgninger om støtte til projekter i Europa, som i alt søgte om 36 milliarder euro.

- Det er langt mere, end vi havde budget til at efterkomme, slutter Violeta Bulc til Altinget.

Femern Bælt-forbindelsen vil bestå af en firesporet motorvej og en dobbeltsporet elektrificeret jernbane. Forbindelsen forventes at kunne åbne for trafik i 2028.


Nyhedsoverblik