EU forbyder torskefiskeri i Østersøen for at redde bestanden

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Fiskerne må ikke længere lande torsk i den sydlige del af Østersøen, har EU besluttet i hasteafgørelse.

Torsken er alvorligt truet i Østersøen, og EU-Kommissionen har derfor truffet en hastebeslutning om at stoppe fiskeriet resten af året.

- Det vil være katastrofalt for mange fiskeres levebrød og kystsamfundene ved Østersøen, hvis torskebestanden kollapser. Vi må straks bygge den op. Det er i fiskenes og fiskernes interesse, siger fiskerikommissær Karmenu Vella tirsdag på et pressemøde.

Bevarelsen af torskebestanden i den østlige del af Østersøen er stærkt truet

Uddrag fra EU-Kommissionens rapport

Ifølge eksperterne står det slemt til med torsken. Det fremgår af EU-Kommissionens rapport.

- Bevarelsen af torskebestanden i den østlige del af Østersøen er stærkt truet, da der er risiko for, at bestandens reproduktionsevne lider alvorlig skade som følge af den kraftige nedgang i gydebiomassen, skriver kommissionen.

Artiklen fortsætter under kortet.

 

Forbuddet gælder områderne 24, 25 og 26 i Østersøen. Foto: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Det er farvandet, der strækker sig fra den østlige del af Sjælland til de baltiske lande. Den nordlige grænse for farvandet er en linje fra Kalmar i Sverige til Liepaja i Letland.

Træder i kraft med øjeblikkelig virkning

Forbuddet træder i kraft med øjeblikkelig virkning. Det gælder til og med 31. december 2019.

Mindre fartøjer på under 12 meter kan fortsat fange torsk i område 24. Det strækker sig fra den sjællandske østkyst i vest til Bornholm i øst og ned til den tysk-polske kyst.

Det er også tilladt for trawlere i hele den sydlige del af Østersøen at lande bifangster af torsk. Men kun hvis maskerne i nettet ikke er større end 45 millimeter.

Miljøorganisationer har længe kritiseret EU-landenes torskekvoter. De har ført kampagner for at få EU til at stoppe fiskeriet af torsk i Østersøen.

EU-Kommissionen baserer beslutninger om kvoter og forbud på ekspertrådgivning fra Det Internationale Havforskningsråd (Ices).

Det er også Ices, der lægger data til grund for EU-Kommissionen, når medlemslandene årligt forhandler om kvoter for de forskellige arter.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App