Enigt byråd - nu skal de ældre have varm aftensmad

Ældremad - Benny Christensen (S), formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget i Ringsted Kommune. Foto: TV ØST

Et enigt byråd i Ringsted sagde her til aften ja til en ny menu på kommunens plejecentre.

Nu skal koldt smørrebrød skiftes ud med varm aftensmad på de tre plejecentre i Ringsted Kommune. De besluttede politikerne i byrådet her til aften.

- Det er ingen tvivl om, at hvis vi spørger de ældre ude på plejecentrene, så vil de gerne have varm aftensmad. Og det skal de have, fastslog formanden for Ældre- og Genoptræningsudvalget i Ringsted Kommune, Benny Christensen (S), ved byrådsmødet her til aften.

Den handler i bund og grund om værdighed. Selvfølgelig skal de ældre have varm mad om aftenen

Andreas Karlsen (K), medlem af kommunalbestyrelsen i Ringsted Kommune

Han blev suppleret af den konservative Andreas Karlsen.

- Det her er en rigtig glædelig sag. Den handler i bund og grund om værdighed. Selvfølgelig skal de ældre have varm mad om aftenen. Det har de fleste af de ældre fået gennem hele deres liv, så det skal ikke ændres, fordi de bor på et plejecenter, sagde Andreas Karlsen (K).

Større appetit om aftenen

Hidtil har menuen stået på kold aftensmad på de tre plejecentre i kommunen: Plejecenter Ortved, Plejecenter Solbakken og Knud Lavard Centret.

Den varme mad er ligesom på mange andre plejecentre blevet serveret ved middagstid. Men fremover skal der altså være varm aftensmad på tallerkenerne. Og det er ikke bare for aftenhyggens skyld.

Der er en del af de ældre, der er ikke spiser ret meget

Benny Christensen (S), formand for Ældre- og Genoptræningsudvalget i Ringsted Kommune

- Der er en del af de ældre, der er ikke spiser ret meget. De taber sig og mister energi. Et af problemerne er, at de måske kommer lidt sent op om formiddagen og får morgenmad. Bare et par timer senere bliver den varme middagsmad serveret. Så har de ældre ikke ret meget appetit, forklarede Benny Christensen her til aften.

Kommunens embedsmænd skriver i sagsfremstillingen, at erfaringer fra andre kommuner viser, at de ældre har større appetit, når den varme mad serveres om aftenen. Det betyder, at de ældre får det bedre. Deres ernæringstilstand forbedres, de sover bedre om natten, og de får også behov for mindre medicin.

Mere bøvlet end ventet

Den varme aftensmad til de ældre har været meget længe om at blive tilberedt i kommunen.

Faktisk besluttede politikerne helt tilbage i november 2017 at flytte den varme mad fra frokost til aften på plejecentrene. Det viste sig at være mere bøvlet end ventet at omlægge arbejdstider og kørslen af maden.

Ekstraregningen for den varme aftensmad løber op i godt 232.000 kroner. Det kommunale centralkøkken, MadhuZet Zahles, skal bruge cirka 65.000 kroner til ekstra løn, mens kørslen af maden bliver cirka 167.000 kroner dyrere om året. 

Plejecentrene har allerede fået penge til mere personale i aftenvagterne, så der også er hænder til at servere den varme aftensmad.

Byrådets beslutning betyder, at der fra midt i januar bliver serveret varm aftensmad på plejecentrene.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App