En uge efter forsvinden: Københavns politi beder borgere på Stevns om hjælp i ubådssag

Borgere på Stevns bedes nu hjælpe i den mulige drabssag, hvor en svensk journalist ifølge politiets mistanke er blevet dræbt i en ubåd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du været nær kysten på Stevns – og har du set en ubåd eller netop ikke set en ubåd i et bestemt område i natten mellem den 10. og 11. august, så kontakt gerne Københavns Politi i den såkaldte ubådssag, hvor en ubådsejer er sigtet for i kådhed at have forvoldt en ung kvindes død.

Opfordringen gælder alle, der har opholdt sig ved havne langs Køge Bugt, eller har haft udsigt over vandet i nattetimerne. 

- Vi vil gerne høre i begge tilfælde. For os handler det også om at udelukke, at ubåden har været i bestemte områder, siger efterforskningsleder Jens Møller Jensen fra Københavns Politi i en youtube-video, som politiet deler på Twitter.

Opfordringen skyldes, at politiet ikke ved, hvor ubåden har sejlet i nattetimerne, og gerne vil klarlægge, om den er sejlet ind til land lands kysten på Stevns.

Forsvundet i ubåd

Dramaet om ubåden er behandlet indgående i de landsdækkende medier, og politiet understreger, at de i øjeblikket leder efter en afdød person i Køge bugt – både i vandet og på landjorden.

I vandet er de dybe steder i Køge Bugt blevet undersøgt af dykkere, og både fly og helikoptere har ledt efter et lig i vandet.

I den forbindelse beder politiet nu om hjælp fra lystsejlere, og andre, der færdes på vandet.

- Sejler du forbi drivende objekter i Køge Bugt, så vil vi meget gerne have, at du sejler nærmere og undersøger dem. Og hvis det er muligt, så tag det gerne op, så det ikke kommer ind i efterforskningen flere gange, siger Jens Møller Jensen.

Samtidig siger politimanden, at han gerne vil høre fra lystsejlere, der har haft kontakt med ubåden i nattetimerne mellem den 10. og 11. august.

 


Nyhedsoverblik