En halv million danskere har knoglesygdom - mange ved det ikke

Sundhedsstyrelsen anbefaler en mere systematisk indsats for at opspore og behandle personer med knogleskørhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

172.000 danskere har fået stillet diagnosen knogleskørhed. 

Men op mod en halv million danskere kan være ramt af sygdommen, uden at de ved det.

Det viser en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der offentliggøres mandag.

- Knogleskørhed giver ingen symptomer, og mange opdager først, at de har sygdommen, når de får knoglebrud, siger centerchef Marlene Øhrberg Krag, Sundhedsstyrelsen.

Hvis man har knogleskørhed, har man netop en øget risiko for brud på knoglerne.

Og der skal ikke ret meget til - et fald på stuegulvet kan være nok til at udløse et brud.

FAKTA: Knogleskørhed rammer især kvinder over 50 år

Man kan forebygge knogleskørhed ved at justere livsstilen og skrue ned for alkohol og kvitte tobakken.

172.000 danskere har fået stillet diagnosen knogleskørhed eller osteoporose, som sygdommen også hedder. Men en ny kortlægning fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af danskere, der kan have knogleskørhed uden at vide det, er langt større. Op mod en halv million mennesker anslås at lide af sygdommen.

 

Læs om sygdommens udbredelse og konsekvenser her:

  • Osteoporose rammer især kvinder over 50 år og gør knoglerne skrøbelige, så de let brækker.
  • Sygdommen vil oftest være uden symptomer, indtil der opstår knoglebrud. 
  • Man kan stille diagnosen ved en form for røntgenundersøgelse, der måler indholdet af kalk i knoglerne.
  • Den medicinske behandling af sygdommen omfatter stoffer, som begrænser eller stopper tabet af knoglevæv.
  • Man kan også selv gøre en indsats for, at man bliver ramt af sygdommen.

 

  • DE GODE RÅD ER:
  • Begræns dit forbrug af alkohol, undlad at ryge, sørg for at få tilstrækkeligt kalk og D-vitamin og dyrk motion regelmæssigt. 
  • Knogleskørhed har siden 2002 været klassificeret som en folkesygdom i Danmark.

 

Kilder: Gigtforeningen, Osteoporoseforeningen.

 

 

Skal forebygge ved at opspore sygdommen

Har man først fået knoglebrud, kan det give alvorlige gener og gå ud over førligheden.

For ældre mennesker kan nogle typer af knoglebrud ligefrem være forbundet med øget dødelighed.

Derfor er der ifølge Sundhedsstyrelsen god grund til at sikre en mere systematisk opsporing af knogleskørhed.

- Sundhedsstyrelsens afdækning peger på, at vi kan forebygge gentagne knoglebrud og nedsætte dødeligheden blandt personer med knogleskørhed, hvis vi indfører en mere systematisk opsporing blandt personer med knoglebrud, siger Marlene Øhrberg Krag.

Det handler om, at alarmklokkerne skal ringe, allerede første gang man bliver ramt af et knoglebrud.

- Det, vi anbefaler er, at når man kommer ind og har pådraget sig knoglebrud, og der er tale om en type, som kan give mistanke om knogleskørhed, så skal man undersøges nærmere, siger centerchefen.

Det vil ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering være godt givet ud - både for den enkelte borger og for samfundsøkonomien - hvis man sætter tidligere ind for at opspore sygdommen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at behandlingstilbuddene bliver mere ensartet på tværs af landet, så indsatsen ikke afhænger af postnummeret. 

Ikke nødvendigvis ensartet behandling

Hos regionerne, der står for sygehusdriften, er sundhedsudvalgsformand Karin Friis Bach (R) enig med Sundhedsstyrelsen et stort stykke ad vejen.

- Det virker oplagt at lave en mere systematisk opsporing af knogleskørhed, både af hensyn til borgernes livskvalitet og af hensyn til samfundsøkonomien.

- Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal have ensartede behandlingstilbud, siger hun.

Knogleskørhed kan behandles med stoffer, der stopper eller begrænset tabet af knoglevæv.

Man kan også selv forebygge at blive ramt af sygdommen ved at motionere regelmæssigt og skære ned på alkohol og kvitte tobakken.


Nyhedsoverblik