Ekspert om fugle-video: Jeg har aldrig set noget lignende

Det var et usædvanligt syn, Per Rasmussen forevigede med sit kamera onsdag eftermiddag. Her havde en musvåge travlt med at spise sig mæt i en råge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spørger du biolog ved Dansk Ornitologisk Forening, Knud Flensted, er det ikke hver dag, man oplever, hvad Per Rasmussen fra Vordingborg så på nært hold onsdag eftermiddag.

- Jeg har set optagelserne, og det er et usædvanligt syn. Jeg har aldrig set noget lignende, siger Knud Flensted.

Dykker ned blandt råger

quote Det er imponerende, at den på trods af sin unge alder kan tage så stort et bytte

Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening

Kørende på Stensved afkørslen til Sydmotorvejen flyver en musvåge pludselig tæt hen over Per Rasmussens bil.

- Jeg ser den glide lige ned i en flok råger, som er samlet på en mark, fortæller Per Rasmussen, der til dagligt arbejder som freelance fotograf.

Kort tid efter vender han om og kører igen forbi marken. Her ser Per Rasmussen, at musvågen kæmper med en af rågerne.

Voldsom oplevelse

Han kører tættere på og finder et sted at parkere 10-15 meter væk fra den sultne musvåge, hvor Per Rasmussen også hiver sit kamera frem.

- Jeg kommer en del i naturen, og jeg har aldrig set det her før. På den måde var det også en lidt voldsom oplevelse. Også fordi, rågen blev ved med at spjætte.

Efter omkring en halv times tid stoppede rågen med at bevæge sig, og musvågen fløj længere ind på marken med sit bytte.

En ung rovfugl

quote Jeg har aldrig set det her før. På den måde var det også en lidt voldsom oplevelse. Også fordi, rågen blev ved med at spjætte

Per Rasmussen

Normalt lever musvåger af smådyr og ådsler, der ligger langs landevejen. Derfor er Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening overrasket over episoden, da en musvåge sjældent nedlægger et bytte som rågen, der er halv så stor som rovfuglen.

- Og så kan jeg se, det er en ung musvåge, vi har med at gøre. Det er imponerende, at den på trods af sin unge alder kan tage så stort et bytte, siger Knud Flensted.

- Jeg ville have troet, at musvågen har fundet rågen død. Så det er ret imponerende.

Se Per Rasmussens optagelser her 

 

 


Nyhedsoverblik