Ekspert: Hav fokus på de nye vælgere

Hver femte vælger i vores region er en såkaldt 'ny vælger'. Det er en forskelligartet gruppe, og derfor bør man have fokus på dem, siger valgforsker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De nye vælgere kommer til at spille en væsentlig rolle i Kommunalvalget 2017. Det er nemlig hver femte vælger, der ikke har stemt i sin kommune før - og nu skal de tage stilling til deres nye muligheder.

Det skriver Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev Momentum.

De har, på baggrund af statistik fra Danmarks Statistik, kunne konstatere, at cirka hver femte vælger er ny. Og i deres analyse fremgår det, at man ikke entydigt kan sige noget om den vælgergruppe.

Gruppen af nye vælgere er nemlig meget adspredt. Det er ikke kun de unge, som er blevet myndige. Det er heller ikke alene tilflytterne. For det er begge dele.

Og så er der de nye danskere. Flygtninge eller indvandrere, der har boet i Danmark mere end tre år, har også mulighed for at stemme nu.

Tilpas strategien

Derfor skal man være opmærksom på sin strategi i valgkampen lyder det fra Ulrik Kjær, professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

- Strategien kan let vise sig at være forskellig. I den mindre kommune kan der måske være en idé i at få mindet sine faste vælgere om, at de skal hjælpe med at få deres førstegangsvælgende børn til at stemme ligesom mor og far. Anderledes i den store uddannelsesby, hvor det i højere grad må gælde om at få kapret vælgere på uddannelsesstederne ved at fokusere på ens politik over for tilflyttende studerende, siger professor Ulrik Kjær til Momentum.

Husk tilflytterne

Han peger på, at mange partier og kandidater netop har meget fokus på de unge førstegangsvælgere. Men det kan altså også være en fordel at rette blikket mod tilflytterne.

- Mange af os, der har boet i den samme kommune i mange år, lægger ikke så meget mærke til, hvad en kommune gør for os. De, der flytter til, vil nok i højere grad lægge mærke til, hvordan vejene er vedligeholdt, hvordan borgerservice tager imod, og hvordan skoler og daginstitutioner ser ud, siger Ulrik Kjær til Momentum og fortsætter:

- Man kan forestille sig, at de borgere, som synes, det hele er gået glat og har fået en god modtagelse, vil belønne borgmesteren og borgmesterpartiet, mens de borgere, der oplever, at tingene ser værre ud end i deres gamle kommune, kan være mere tilbøjelige til ikke at støtte det regerende borgmesterparti, siger Ulrik Kjær.

TV ØST har forsøgt at få en kommentar fra andre eksperter uden held.

 


Nyhedsoverblik