Ekspert efter milliardkøb: - Der er skabt en sjov balance i SEAS-NVE

Vil man skabe et reelt forbrugerejede selskab, kommer der en balanceforskydning i SEAS-NVE efter købet af Radius, spår energiekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et perfekt match, en begejstring, der er svær at styre, et historisk stærkt udgangspunk.

De helt store ord blev taget i brug, da SEAS-NVE tirsdag offentliggjorde købet af  eldistributionsforretningen Radius samt privatkunde- og udendørsbelysningsforretningen hos Ørsted til en værdi af 21,3 milliarder kroner.

Men her og nu er der flere forhold ved handlen, som er værd at være kritiske overfor. Det mener Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Han mener, at prisen er noget høj, da det tidligere har været fremme, at værdien skulle være lavere. 

Særligt hæfter han sig dog ved, hvad handlen betyder for den fremtidige udgave af SEAS-NVE, da Radius forsyner cirka en million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland, mens SEAS-NVE har knap 560.000 kunder, hvoraf de 375.000 ejer en lille del af virksomheden.

DET KØBER SEAS-NVE

  • Radius, Ørsteds eldistributionsforretning, forsyner cirka en million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, Nordsjælland og dele af Midtsjælland via et elnet på cirka 19.000 kilometer.
  • Ørsted har også solgt sin privatkunde- og udendørsbelysningsforretning til SEAS-NVE.
  • Privatkundeforretningen sælger el til cirka 717.000 elkunder, gas til cirka 105.000 gaskunder og varme til cirka 44.000 kunder.
  • Forretningen med udendørsbelysning driver og vedligeholder cirka 145.000 gadelamper.
  • For alle aktiviteterne har SEAS-NVE betalt 21,3 milliarder kroner.
  • Med i handlen flytter 750 medarbejdere også arbejdsplads fra Ørsted til SEAS-NVE.
  • SEAS-NVE er det største andelsejede energiselskab i Danmark med flere end 560.000 kunder, hvoraf 375.000 hver ejer en lille del af virksomheden.
     

Kilde: SEAS-NVE

- Handlen har skabt en sjov balance, og det kan ikke nytte noget, at forbrugerne på Sjælland skal eje ledningen ind til huse, lejligheder og virksomheder i Hovedstadsområdet og Nordsjælland. 

- Hvis man vil skabe et reelt forbrugerejede selskab, hvor man driver virksomheden for at få de laveste
priser, og alle skal være medejere, som er hele ideen i andelstanken, betyder det, at der vil komme en væsentlig balanceforskydning i SEAS-NVE over mod borgerne i det nye område, siger Brian Vad Mathiesen.

Lavere pris på strøm

Til netmediet Energiwatch siger bestyrelsesformand Jens Stenbæk, at Radius' netkunder på længere sigt kan forvente at blive sidestillet med SEAS-NVE's kunder.

Overfor TV2 ØST afviser han, at handlen betyder, at SEAS-NVE i fremtiden vil tænke i en yderligere udvidelse på andre geografiske områder.

- Man kan altid blive større, men det er slet ikke i vores fokus nu. Vi koncentrerer os fuldt ud om at høste de gevinster, der er ved at drive de to selskaber sammen, siger han.

SEAS-NVE
Læs også
SEAS-NVE køber Radius og kunder fra Ørsted
SEAS-NVE
Læs også
SEAS-NVE køber Radius og kunder fra Ørsted

Handlen med Ørsted betyder, at andelshaverne kan se frem til en lavere pris på strøm.

- Vi kan ikke sætte et præcist tidspunkt på hvornår, men prisnedsættelsen vil ske indenfor en overskuelig fremtid, siger Jens Stenbæk. 

SEAS-NVE har indkaldt selskabets 126 medlemmer af repræsentantskabet til et ekstraordinært orienteringsmøde om købet i Svinninge i aften. 


Nyhedsoverblik